En 350 m² stor plantevæg skal fremover pryde gårdhaven i Amager Centret. Det sker i forbindelse med en totalrenovering, som tager udgangspunkt i bygningens oprindelige udtryk for at genskabe det industrielle look. Derfor er plantevæggen skabt i et rebmotiv, der refererer til bygningens tidligere funktion som rebslageri. Snart får besøgende i Amager Centret fornøjelsen af netop dette syn. Det sker i forbindelse med en totalrenovering af indkøbscentret, som tager udgangspunkt i bygningens oprindelige udtryk for at genskabe det industrielle look.
- Vores ønske har været at føre arkitekturen tilbage til det oprindelige, industrielle udtryk, fra dengang bygningerne var fabriksbygninger. Vi synes nemlig, der ligger en stor kvalitet i at bevare og modernisere frem for at bygge nyt. Derudover har vi søgt at åbne facaderne op, så de gamle industribygninger giver liv tilbage til byen, og der passer den grønne væg perfekt ind, fortæller Jesper F. Spager, arkitekt MAA hos PLH Arkitekter.
Rebslageri genopstår i grønt flet
For at få den rette forståelse for bygningens historie, har PLH Arkitekter kigget på gamle fotos og tegninger for at se, hvordan facaderne oprindeligt så ud, og hvad bygningen engang blev brugt til. Og netop dét har skabt grobund for den grønne væg, som pryder gårdrummet.
- Vi ønskede fra begyndelsen at skabe en kæmpe plantevæg, der kunne give gårdhaven et intimt udtryk og skabe en grøn oase midt i det travle bycenter. Bygningerne var tidligere et rebslageri til produktion af tovværk, og det ville vi gerne genskabe i den grønne væg. Vi havde en vision om at bruge planter i forskellige farver for at imitere et rebmotiv, som ville være med til at fortælle bygningens historie, fortæller Jesper F. Spager og fortsætter:
- Derfor gik vi i dialog med Nature Impact for at høre om mulighederne. Rent visuelt havde vi et bestemt ønske, men det skulle også kunne lade sig gøre i praksis med de rette planter. Og så var størrelsesforholdet naturligvis også en vigtig faktor, og her kunne Nature Impact vise et lignende eksempel fra Frankrig, som gjorde udslaget for os.
Frodig plantevæg fra dag ét
Når man skal have en plantevæg, der skal stå flot året rundt, er det vigtigt at vælge de rigtige planter til det danske klima – og ikke mindst til planternes placering.
- For at skabe plantevæggen har vi kombineret arkitektens og bygherrens vision med det, der var muligt i virkeligheden, og i samarbejde er vi kommet frem til en rigtig god løsning, der tilgodeser visuelt udtryk og funktion. Den grønne væg er lavet med 15 forskellige planter tilpasset de forskellige verdenshjørner, så de kan overleve alt efter, om placeringen er syd- eller nordvendt, fortæller Carl Johan, CEO hos Nature Impact. Han afslutter:
- Derudover var det af høj prioritet, at vi kunne levere en væg, der var flot fra dag ét, og det må man sige, at den er. Planterne skal ikke først gro, når væggen er sat op, men er allerede i fuldt flor. Det sikrer den helt rette ’wauw-effekt’, når gårdhaven åbner for offentligheden.
Projektet forventes afsluttet i september 2020, hvor gårdhaven åbner op for offentligheden. Udover PLH Arkitekter og Nature Impact har Danske Shoppingcentre, der er bygherre benyttet sig af totalentreprenør Hoffmann A/S og Cowi A/S der ligesom DEAS har været en omfattende del af projektet.
Foto: Det gamle rebslageri er genskabt i mønstret på den 350 m² stor plantevæg. Den grønne væg udgøres af 15 forskellige planter, der er nøje udvalgt, så de kan overleve alt efter, om placeringen er syd- eller nordvendt.