C.F. Møller Architects har sammen med Netto og Salling Group udviklet konceptet for Danmarks første bæredygtige fritstående dagligvarebutik, der opnår DGNB Guld-certificering. Butikken er konstrueret i træ og beklædt med træ og skærmtegl, og slår dørene op 17. december.
Danmarks første fritliggende bæredygtige dagligvarebutik, der opnår DGNB Guld ligger i Horsens. Den Grønne Netto er den allerførste i Netto-kædens fremtidige butikker med fokus på bæredygtighed, og konceptet er udviklet i samarbejde mellem Netto, Salling Group og C.F. Møller Architects.
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Netto og Salling Group og den fælles ambition om at skabe et bæredygtigt byggeri, vi i al ydmyghed håber at kunne sætte retning for fremtidens butiksarkitektur. Vi har brugt vores erfaring fra forskning og anvendelse af træ og tegl sammen med bl.a. værktøjer til beregning af dagslys for at optimere kundeoplevelsen og minimere co2-aftrykket, fortæller Klaus Toustrup, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.
Den Grønne Nettos facader er opbygget af skærmtegl og træelementer, og tagkonstruktionen udføres i dansk produceret limtræ. Indgangspartiet er beklædt med varmebehandlet nordisk fyrretræ. Et stort indgangsparti i glas trækker dagslys langt ind i bygningen og får butikken til at fremstå lys og åben og skaber indkig til en smuk tagkonstruktion i træ.
– Vi vil gerne have, at vores kunder synes, det er rart at handle i vores butikker. Sammen med C.F. Møller har vi brugt mange ressourcer på at udtænke, hvordan vi kan skabe den oplevelse og samtidig sætte en ny standard for, hvordan vi bygger og driver vores butikker på en meget mere klimavenlig måde, siger Michael Løve, direktør i Netto.