18 projekter skal kæmpe om Renoverprisen

Tre projekter er nu kommet ét skridt nærmere titlen som Danmarks bedste renovering. De er nemlig blandt et udvalgt felt på 18 projekter, hvorfra 6 projekter skal nomineres til prisen.

Er det Maltfabrikken i Ebeltoft, Bølgen i Gilleleje eller Ringbakken i Sønderborg, der skal vinde Renoverprisen 2021? De tre projekter er nu kommet ét skridt nærmere titlen som Danmarks bedste renovering. De er nemlig blandt et udvalgt felt på 18 projekter, hvorfra 6 projekter skal nomineres til prisen.

128 renoveringsprojekter blev indstillet til Renoverprisen 2021. De har nu været under lup hos Renoverprisens nomineringsudvalg, der har foretaget den første sortering af projekterne. Feltet er således kogt ned til 18 renoveringsprojekter, og det er fra dette felt, at 6 projekter skal nomineres til prisen – og i sidste ende er det herfra, at vinderen skal findes.

De 18 favoritprojekter, der nu er ét skridt tættere på den endelige nominering, er:

Pilotprojekt Blok 4B, Gjellerup

Ringbakken 1-19F, Sønderborg

Bakkegården, Frederikshavn

Ørsteds Haver, Frederiksberg

Filmlageret, København S

Revitalisering af Regina, Aarhus C

Grøndalsvængets Skole, København NV

Politiskolen i Vejle, Vejle

Roskilde Festival Højskole, Roskilde

Bølgen, Gilleleje

Landhuset i Taulov, Fredericia

Omdannelse af Café Jorden Rundt, Dronningmølle

Copenhagen Distillery Venue, København

Skib i et bølget taglandskab, Thorsminde

Maltfabrikken i Ebeltoft

Jørgensens Hotel, Horsens

Villa Copenhagen, København

Vandværket, København NV

”Det er altid et svært arbejde at lave den første udvælgelse af projekter til Renoverprisen, fordi der er så mange gode at vælge imellem. Og i år er ingen undtagelse. De 18 projekter, vi har udvalgt til at gå videre i konkurrencen, er meget forskellige, men har det til fælles, at de på hver deres måde er rigtig gode eksempler på vellykkede renoveringer, der forhåbentligt kan inspirere andre til at lave lignende renoveringer,” siger Karen Mosbech, formand for nomineringsudvalget.

Nu venter en grundig undersøgelse af, om de 18 projekter lever op til Renoverprisens kriterier. Undersøgelsen foretages af BUILD, Institut for byggeri, by og miljø. Resultaterne skal blandt andet støtte Renoverprisens nomineringsudvalg, når de skal koge feltet yderligere ned til 6 nominerede projekter.

Inden de 6 nominerede projekter offentliggøres i midten af juni, er også de entrepriseretlige forhold ved projekterne blevet undersøgt af advokatfirmaet Molt Wengel, og nomineringsudvalget har besigtiget de 6 udvalgte projekter.