A. Enggaard har indledt en strategisk og organisatorisk oprustning af virksomhedens eksisterende fokus på at skabe liv og social bæredygtighed i både nuværende og fremtidige byudviklingsområder. I den forbindelse har virksomheden per 1. maj ansat den anerkendte bystrateg Katinka Hauxner (47 år og bosiddende på Frederiksberg) i en nyoprettet stilling som byudviklingschef, og flere ansættelser er på vej.
Gennem de seneste 10 til 15 år har entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard udviklet sig fra primært at arbejde med enkeltprojekter til nu i stort omfang at beskæftige sig med udviklingen af hele bydele med velfungerende byliv. Som led i den udvikling etablerede A. Enggaard tilbage i starten af 2018 en ny afdeling med ansvar for at koordinere, udvikle og iværksætte bylivstiltag i virksomhedens udviklingsområder, og nu bliver det ben af organisationen styrket yderligere.
Konkret har A. Enggaard per 1. maj ansat Katinka Hauxner i en nyoprettet stilling som byudviklingschef. Katinka Hauxner bliver ansvarlig for at løfte A. Enggaards arbejde med social bæredygtighed og byliv til nye højder og samtidig skabe grundlaget for yderligere organisatorisk oprustning af virksomhedens bylivsafdeling.
- Det at skabe rammerne for velfungerende byliv er en helt afgørende del af vores arbejde med at udvikle hele bydele. I den forbindelse har vi har gennem mange år samarbejdet med Katinka Hauxner på projektbasis, og vi ser nu frem til at knytte en af landets mest visionære byudviklingsrådgivere endnu tættere på vores virksomhed. Katinka Hauxner skal dels styrke det strategiske lag i vores interne bylivsafdeling, der meget snart skal tilføres endnu flere medarbejdere, og dels bidrage med erfaring og bystrategiske visioner som en integreret del af alle både nuværende og fremtidige byudviklingsprojekter, fortæller adm. direktør i A. Enggaard, Asger Enggaard.
Katinka Hauxner har gennem de seneste 15 år været beskæftiget som selvstændig via rådgivervirksomheden Hauxner. Her har hun som ekstern sparringspartner hjulpet alt lige fra offentlige myndigheder og fonde til private virksomheder med at udvikle visioner, strategier og projekter, der skaber bæredygtige byer, bydele og byggerier, og nu glæder hun sig til muligheden for at komme helt ind i maskinrummet i forbindelse med udviklingen af nogle af landets mest spændende byudviklingsområder.
- A. Enggaard er en af landets største entreprenører og byudviklingsvirksomheder og blandt de virksomheder i branchen, der er mest ambitiøse omkring det at skabe grundlag for attraktivt byliv samt ikke mindst at indtænke social bæredygtighed. Det er deres engagement i blandt andet Gellerup et lysende eksempel på. Jeg tror på, at vi sammen har potentialet til for alvor at skabe noget, der vil sætte nye standarder for byudvikling, siger Katinka Hauxner og fortsætter:
- Byudvikling er omgærdet af en enorm interesse fra både borgere, kommuner og investorer, og det er A. Enggaards opgave at udvikle bydele, der skaber værdi for alle parter. Det sikrer vi bedst ved at samarbejde på tværs og ved at involvere borgerne allerede tidligt i processen, så vi når frem til den rette vision for det specifikke område. Derudover skal vi være kreative og tænke i alt lige fra midlertidige bylivsinitiativer under byggefasen, social inklusion og nye boformer som fx seniorbofællesskaber til bevaringen af eksisterende bygninger og områdets kulturarv. Der er ikke tale om ”one-size-fits-all” – det handler altid om at udvikle et projekt, der passer til den specifikke by og det specifikke område.
A. Enggaard er involveret i byudviklingsprojekter i alle landets fire største byer, og et af de største igangværende projekter, som Katinka Hauxner får en nøglerolle i forbindelse med, er udviklingen af Vridsløselille Fængsel i Albertslund. Det nedlagte fængsel med den velkendte port fra Olsen-banden-filmene skal udvikles og åbnes for nye beboere og besøgende, så området bliver en ikonisk, attraktiv og grøn bydel med fokus på tryghed og fællesskab.