BNS A/S, der netop har afleveret 21 nyopførte ejerboliger i Helsinge, er allerede ved at trække i arbejdstøjet igen og forbereder sig på deres næste store nybyggeri. Det kommer efter, at BNS har indgået en ny samarbejdsaftale om projektering og opførsel med bygherren NREP, som er blandt nordens førende ejendomsinvestorer og -innovatorer.
Aftalen drejer sig om det nye friplejehjem Magdalene Mariehjemmet, der skal bygges i Sorø Kommune, og som skal danne rammen for 64 friplejeboliger med tilhørende serviceareal.
”Vi har mange års erfaring med institutionsbyggeri, og det er et område, hvor vi har store interne styrker. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi har landet samarbejdsaftalen om det nye plejehjem, og jeg ser frem til at påbegynde planlægningen og selvfølgelig samarbejdet med NREP,” siger Hans Anker Nielsen, administrerende direktør i BNS A/S.
Entreprenørvirksomheden har vundet projekteringssamarbejdet med henblik på at få totalentreprisen på projektet. BNS A/S er i det hele taget kommet godt fra land, efter at entreprenørvirksomheden blev en del af Pihl-koncernen i 2020. Siden da har virksomheden afleveret en række projekter før tid, indgået nye aftaler - blandt andet med NREP - og hentet ny administrerende direktør i Martin Palmquist, der tiltræder 1. juli i år.
En erfaren samarbejdspartner
BNS A/S udfører nybyggeri og renovering for både private og offentlige instanser og har gennem mange år været blandt de førende inden for institutionsbyggeri. Det er i de seneste år blevet til mere end 45 institutionsbyggerier - og alt fra daginstitutioner, skoler og plejeboliger - blandt andet plejecenteret Akaciegården og plejeboligerne Arenakvarteret.
Det er et solidt fundamentet for et stærkt samarbejde, mener Rikke Ulslev Degn, som er ansvarlig for Development & Construction i NREPs Care segment i Danmark.
”Vores mål er altid at bygge for og til mennesker med omtanke for omgivelserne og med stor vægt på bæredygtighed. Vi har valgt at indgå en samarbejdsaftale med BNS, fordi de har erfaring med plejecentre, viser stor åbenhed i samarbejdet, som er vigtigt for NREPs udvikling af friplejehjemsprojektet, og BNS har en stor interesse i en fælles succes. Vi har en fælles brændende platform,” siger Rikke Ulslev Degn, projektansvarlig i NREP.
Bæredygtigt projekt
Byggeriet af det nye friplejehjem i Sorø skal certificeres med DGNB Guld og DGNB Hjerte, således at plejeboligerne har et optimalt indeklima, men også at selve byggeprocessen foregår på en fleksibel og bæredygtig måde. Det er i tråd med både BNS og NREPs værdier, og ifølge Hans Anker Nielsen har virksomheder et vigtigt ansvar overfor mennesker og miljøet.
"Efter omstrukturering af Pihl-koncernen har vi et endnu større fokus på at udvikle fremtidens bæredygtige løsninger. Derfor er det et spændende projekt, som vi har store forventninger til," siger den administrerende direktør i BNS A/S.
Samarbejdsaftalen mellem BNS A/S og NREP omfatter projekteringsfasen. Udførelsen har opstart ved årsskiftet 2021/2022, og forløbet forventes at strække sig over 16 måneder, således at nybyggeriet på Sorø står færdigt til maj 2023.