Sammen vil parterne styrke markedspositionen i særligt Aarhus-området og skabe positive synergier og projektmuligheder til gavn for begge virksomheder. EKJ og Tri-Consult er komplementære på rådgivningskompetencer inden for byggeri og anlæg. Tri-Consult fortsætter som selvstændigt datterselskab og bliver nu en del af EKJ, hvor parterne gensidigt får styrket og udvidet den faglige og geografiske platform og dermed bliver i stand til at løfte større og mere komplekse projekter med kunder og samarbejdspartnere.
”I et marked med større krav til dokumentation og efterspørgsel indenfor tværfaglige arbejdsområder som eksempelvis bæredygtighed og certificering ser vi EKJ som den bedste vej ind i fremtiden. Vi glæder os til at løfte i flok, udvikle vores stærke hold, vores faglighed samt at understøtte EKJ’s forretningsidé. Vi ser frem til sammen at skabe helhedsorienterede og bæredygtige rammer og vilkår for mennesker. Det er det, som driver os,” siger adm. direktør for Tri-Consult, Søren Ibsen.
Som en afledt effekt af den gensidige respekt for virksomhedernes positioner i markedet, fortsætter Tri-Consult A/S med samme navn og ledelsesstruktur med de tre ejerledere Søren Ibsen, Ole Fischer Bak og Martin Trærup i den daglige ledelse og naturligvis virksomhedens kompetente medarbejdere.
”Der skal også lyde en tak til EKJ og særligt Henrik Juul Sørensen for et ærligt og konstruktivt forløb, der i dag indleder en fælles fremtid. Vores forretningsgange, værdier og evnen til at sætte kundens behov i fokus er blandt de fælles værdier, som giver grobund til et meget frugtbart samarbejde som nyt datterselskab i EKJ- koncernen. Vi har plads til og ser meget frem til at møde og modtage nye kollegaer på kontoret og sammen drive nogle spændende projekter i mål,” siger Søren Ibsen, der fortsætter som adm. direktør for Tri-Consult efter opkøbet.
Stærk partner i Aarhus
EKJ’s adm. direktør Henrik Juul Sørensen glæder sig over opkøbet.
”Tri-Consult er en sund og veldrevet virksomhed med stærke kompetencer og forretningsområder. EKJ har en spirende tilstedeværelse i Aarhus med spændende projekter, så vi ser denne overtagelse som et naturligt næste skridt. Derfor glæder vi os i dag over at få Tri-Consults dygtige medarbejdere og deres stærke kompetencer med ind i koncernen. Det sker selvfølgelig med dyb respekt for den måde, som virksomheden er drevet på,” siger Henrik Juul Sørensen.
Han hæfter sig ved, at virksomhederne værdimæssigt og kulturelt matcher godt.
”Vi ser ikke blot et forretningsmæssigt match, men i høj grad også et værdimæssigt match. Jeg er overbevist om, at vi sammen får skabt nogle gode synergier, der vil gavne vores projekter,” siger han.