Danmarks første fugemontører med dokumentation for, at den faglige ballast er i orden, er klar til at montere fuger. Der er otte af dem, og de udgør første kuld af den helt nye fugemontør-uddannelse, som er sat i søen af brancheforeningen Fugebranchen, Dansk Industri, Byggeriets Uddannelser, 3F og fagskolen Learnmark i Horsens.
”Fugebranchen har i mange år ønsket en fugemontøruddannelse og har forsøgt adskillige gange at få uddannelsen op at køre. Nu er det endelig lykkedes med Learnmark i Horsens som undervisningssted. Vi har nu en uddannelse, som med lidt justeringer kan danne grundlag for mange års undervisning af kommende fugemontører”, sagde brancheforeningens formand, Martin Christoffersen, da han overrakte certifikater til det første kuld.
Det nærmer sig tre år siden, Fugebranchen satte sig sammen med Dansk Industri, 3F, Learnmark og Byggeriets Uddannelser. De store linjer blev slået, og efter en del møder var længden og indholdet af fugemontøruddannelsen lagt fast. Nye kursusmål skulle nu udvikles og godkendes i Undervisningsministeriet.
Alle andre er selvlærte
Det blev de, og for halvandet år siden kunne faglærerne på Learnmark så byde velkommen til de otte, der skulle blive historiens første faguddannede fugemontører. En erkendelse, som branchens formand også gjorde sig, da han og Fugebranchens øvrige bestyrelse besøgte Learnmark for at deltage i begivenheden, da branchens fremtid sprang ud med papir på deres kunnen.
”Vi må jo konstatere, at der ikke er andre færdiguddannede fugemontører i Danmark, end de otte. Alle andre, og selv bestyrelsen for Fugebranchen, er jo bare en flok selvlærte med anden håndværksbaggrund”, siger Martin Christoffersen.
Han kan trøste sig med, at næste hold kommende fugemontører starter på Learnmark Horsens den 5. september.
Næsten omkostningsfrit
Uddannelsen foregår med undervisning på Learnmark i moduler på to uger vekslende med praktik i virksomhederne. Når eleverne er på skoleophold på Learnmark i Horsens, bevirker forskellige tilskud, at det er næsten omkostningsfrit for virksomheden. Det gælder også for overnatning og forplejning for elever, der kommer langvejs fra.
”Da uddannelsen er helt ny, har der været stor fokus på forløbet. To arbejdsgrupper har fulgt uddannelsen tæt. Den ene gruppe med repræsentanter for Dansk Industri, 3F, Byggeriets Uddannelser, Learnmark og Fugebranchen og den anden folk fra Learnmark og Fugebranchen. Faglærer og uddannelsesvejleder har deltaget, og fra Fugebranchen har såvel entreprenørmedlemmer som leverandørmedlemmer deltaget, fortæller branchens konsulent Jens Peder Guldberg, som også selv har siddet med.
Efterspurgt uddannelse
”Fugemontøruddannelsen har været efterspurgt af brancheforeningen, som har mere end 40 år på bagen. Fugebranchen føler stort ansvar for den nye uddannelse. Forventningen er, at uddannelsen vil løfte branchen både kvalitetsmæssigt og samtidig animere både bygherrer og projekterende til sammen at levere bedre byggeri”, siger Jens Peder Guldberg.
Foruden beviset for selve uddannelsen som fugemontør, har kursisterne i forløbet også sikret sig både liftcertifikat til teleskoplæsser og saxlifte, samt uddannet sig i sikkerhed på stillads og håndtering af rullestilladser.
Foto:Danmarks første faguddannede fugemontører. Bagest fra venstre er det Kim Poulsen (Fugemontøren), Brian Petersen (Makne Fugeteknik), Trine Bille (Roskilde Fugeteknik A/S), Jannik Palle Sørensen (Jydsk Fugeteknik ApS) og faglærer Jens-Ulrik Rasmussen, Learnmark Horsens. Forrest fra venstre: Chris Skærsholm-Møller (Svendborg Fuger), Mike Nielsen (Fugebillen ApS), Mikkel Vitved Skovbjerg (Fugekompagniet) og Lars Støttrup Siggaard (Jydsk Fugeteknik ApS).