Det dansk/belgiske softwareselskab, LetsBuild, har netop sikret sig 47 mio. kr. fra investorer til at videreudvikle og skabe nye digitale byggestyringssystemer. Mens byggebranchen har lidt af først mangel på hænder, er det nu galoperende råvarepriser og senest stop for nye projekter, der plager byggebranchen. LetsBuild der hjælper virksomheder med at styre deres byggeprojekter har netop rejst 47 mio. kr. til at opgradere nuværende apps og udvikle nye løsninger, der hjælper branchen til bedre styring af tid og overblik og dermed større bæredygtighed og bedre lønsomhed.
LetsBuild blev stiftet i 2019 som en fusion mellem det danske Geniebelt og det belgiske APROPLAN og har i dag kontorer i Danmark, Belgien og Polen med over 1.000 kunder og 10.000 månedlige brugere. Virksomheden udvikler digitale løsninger i form af apps, der bringer klarhed over byggeriets kompleksitet on-site med løbende rapportering, standardisering og kommunikation, der skaber overblik, mindsker spildtid og skaber fremdrift på alle bygge- eller renoveringsprojekter.
LetsBuild hjælper den hårdt prøvede byggebranche i realtime
For CEO i LetsBuild, Lars Rolf Jacobsen, sker investeringen på baggrund af en byggeindustri, der oplever stadig større krav til styring, overblik, dokumentation og lønsomhed samtidig med, at der skal bygges hurtigere og langt mere bæredygtigt.
"Vi er bygherrer med årtiers erfaring i byggebranchen på lederniveau og i marken, men vi er også softwareeksperter, der trækker på den nyeste teknologi og teknikker.
Med den nye kapitalindsprøjtning kan vi fortsætte med at udvikle værktøjer, der hjælper byggebranchen med at planlægge og spore projekter både på og uden for byggepladsen, samt hjælpe med at standardisere processer og skabe engagement fra den enkelte byggepladsarbejder i et fælles community”, siger Lars Rolf Jacobsen.
”Den nye kapitalindsprøjtning markerer starten på en ny tid for vores platforme. Det er en tillidserklæring og skulderklap til vores forståelse af markedet og evne til at udvikle brugbar software, der hjælper alle parter på byggepladsen med at standardisere processer og styrke forudsigeligheden. Og der er et stort behov for vores digitale værktøjer i byggebranchen, der opsamler og strukturer alle de data, der kommer i løbet af en travl dag på byggepladsen, forklarer Lars Rolf Jacobsen.
En af de virksomheder, som bruger LetsBuilds digitale værktøjer er HusCompaniet.
”Vi bruger LB Geniebelt som projektstyringsværktøj til alle vores B2C byggerier. Her kan vi og vores samarbejdspartnere tilgå den dynamiske tidsplan og relevante dokumenter og tegninger ét sted. Det skaber transparens på tværs af alle samarbejdspartnere. Værktøjet er en stor hjælp på byggepladsen i dagligdagen til at optimere processen og sikrer kommunikationen fungerer mellem alle parter. Det er et godt single-source-of-truth værktøj, som vores samarbejdspartnere har taget til sig og som også skaber værdi i deres ressourceplanlægning”, fortæller Søren Haugaard, Direktør for Enfamiliehuse i HusCompaniet.
Søren Haugaard forklarer også, at man har integreret data fra LB Geniebelt til en kundeportal. Her kan de kommende husejere finde relevant information om deres hus og følge med i, hvor langt byggeriet er i processen, next steps og milepæle.
Helt ny app er på vej
Den nye kapitalindsprøjtning skal også bruges til at udvikle nye apps, som bygger på LetsBuilds mangeårige indsigt i byggebranchen. Det næste nye digitale værktøj hedder LB Coordination og skal hjælpe byggeledere, der skal koordinere projekter i flere etager. LB Coordination er ifølge Lars Rolf Jacobsen planlagt til lancering i løbet af 2022 ved siden af de løbende forbedringer og opdateringer af eksisterende apps.