Kristina Jordt Adsersen, Arkitekt MAA, bliver ny administrerende direktør for LINK Arkitektur Danmark. Som leder af virksomhedens danske direktion skal Kristina videreudvikle LINKs arkitektoniske profil og fortsætte den positive udvikling, som tegnestuen har inden for især boligsegmentet, sundhedsbyggerier og den højaktuelle bæredygtighedsdagsorden.
Ledelsesskiftet sker efter, at den nuværende administrerende direktør, Kirsten Anker Sørensen, har bedt om at blive afløst efter længere tids sygefravær. Kirsten træder ind i en nyoprettet rolle som strategisk forretningsudvikler i moderselskabet Multiconsult.
LINK har i de seneste år profileret sig med strategiske satsninger inden for bl.a. bæredygtighed og parametrisk design, koblet med et stærkt arkitektonisk udtryk. Denne udvikling skal fortsætte og forstærkes under den nye ledelse.
”Efter fem år i LINK som segmentchef for Bolig og markedsdirektør, er jeg klar til at træde ind i direktørrollen og påtage mig ansvaret for denne fagligt stærke tegnestue. Jeg overtager en virkelig kompetent medarbejdergruppe og et unikt skandinavisk netværk med masser af specialkompetencer. Dette potentiale skal vi her i Danmark blive endnu bedre til at udnytte kommercielt, samtidig med at vi forsat skal skærpe vores arkitektoniske profil”, siger Kristina Jordt Adsersen
Trepersoners direktion
Tegnestuen foretager også ændringer i, hvordan topledelsen er organiseret. Kristina Jordt Adsersen træder ind som leder af en trepersoners direktion, der udover hende består af Lars Kirkegaard som COO samt Per Henrik Lindrup som CFO.
”Det er et stærkt team, der nu sætter sig i spidsen for LINK Arkitektur i Danmark. Det er tre fagligt stærke profiler med gode samarbejdsrelationer, der kender tegnestuen og markedet rigtig godt. Med Kristina får vi en arkitektfagligt stærk profil som topleder og et lille generationsskifte i CEO-rollen, hvilket helt sikkert vil skabe en ny dynamik og gejst i organisationen. Samtidig glæder vi os over at kunne beholde Kirsten Anker Sørensen i virksomheden i en rolle, hvor hun kan bidrage til vores fortsatte positive udvikling”, siger Kristin Olsson Augestad , tiltrædende EVP for Arkitektur i Multiconsult.
Den nye direktion overtager ledelsen af den danske del af den skandinaviske arkitektvirksomhed efter Kirsten Anker Sørensen, der fremover skal udfylde en rolle som strategisk forretningsudvikler i koncernen.
”Efter et hårdt år, der har været præget af et længere sygefravær, er jeg nu tilbage i fulde omdrejninger – men også med en fast beslutning om, at mit arbejdsliv skal have en ny karakter efter otte år i direktørstolen for det helt nye LINK Arkitetur i Danmark. Jeg er et udviklingsmenneske, og derfor glæder jeg mig til at indtage en ny rolle i virksomheden”, siger Kirsten Anker Sørensen.
LINK Arkitektur Danmark er en del af en skandinavisk arkitektvirksomhed med kontorer i Danmark, Norge og Sverige. Herhjemme har LINK kontorer i Aarhus og København. LINK Arkitektur er et datterselskab af det norske ingeniørfirma Multiconsult