Lykkegårdsvej, Roskilde, Danmark, 20.3.2020
Den landsdækkende entreprenør-koncern, Dansk Boligbyg a/s, har fået næsten dobbelt så meget plads i Roskilde efter flytning fra Havnevej i bymidten ud til Lykkegårdsvej 17, 1.sal i bydelen Trekroner.
Afdelingen blev etableret i 2003, og i april 2019 blev endnu en afdeling etableret i Roskilde – med Rasmus J. Hougaard som afdelingsleder. Samtidig er afdelingsleder Jeppe Nielsen blevet udnævnt til regionsdirektør.
Og det hele bliver nu fejret med en Reception i det nye domicil, fredag den 20. marts kl. 13.00-17.00.
Dansk Boligbyg udfører bolig- og institutionsbyggerier samt renoveringsopgaver i total- og hoved-entrepriser i Danmark. Virksomheden blev etableret i Horsens i 1998, hvor der er 3 afdelinger, og har udover de 2 afdelinger i Roskilde også afdelinger i Aalborg og Odense. Afdelingerne i Roskilde har tilsammen 22 medarbejdere.
Aktuelt arbejder de 2 afdelinger med følgende projekter:
Senior-boligfællesskab i Skovlunde ved København
Eksklusive boliger på Amtsvej i Allerød
Kollegieboliger ved Valby Idrætspark
Ungdomsboliger på Amagerbrogade, København
Boliger på den nedlagte Flyvestation Værløse
Senior-boligfællesskab på Tikøbsgade i Valby
Plejeboliger i Jægersborghave, Gentofte
Almene boliger på Ny Taastrupvej i Holbæk
Ældreboliger på Stolpehøj i Gentofte
Afdelingsleder og regionsdirektør Jeppe Nielsen er 58 år, og har arbejdet i Dansk Boligbyg gennem 18 år, først som projektleder 12 år i Horsens, og fra 2013 som afdelingsleder – nu regionsdirektør i Roskilde. Som medejer af ”Dansk Boligbyg Medarbejderselskab ApS”, der ejer næsten halvdelen af koncernen, er Jeppe Nielsen valgt som medlem af bestyrelsen i Dansk Boligbyg a/s.
Rasmus J. Hougaard er 47 år, og har en baggrund som projektchef i flere virksomheder, indtil han blev ansat som projektchef/kommende afdelingsleder i efteråret 2018 i Dansk Boligbyg, Roskilde. Fra starten i Dansk Boligbyg fik han ansvaret for opførelsen 140 DGNB-sølv certificerede kollegie-boliger ved Valby Idrætspark. Og sideløbende hermed har Rasmus J. Hougaard altså nu etableret en ny afdeling i Roskilde.
Siden det i 2003 blev besluttet at etablere Dansk Boligbyg a/s i Roskilde, er 33 projekter afleveret, mens der aktuelt arbejdes på 9 projekter. De 42 projekter har en samlet entreprisesum på ca. 1,5 mia. kr. (1.500 millioner kr.). Det samlede etageareal udgør ca. 150.000 m2, og der er tale om i alt ca. 1.500 boliger samt en skole i Høng og en daginstitution i Glostrup.
Nu skal det hele fejres, og derfor inviterer Dansk Boligbyg a/s til Reception fredag den 20. marts fra kl. 13.00 til 17.00 i det nye domicil på ca. 600 m2 på Lykkegårdsvej 17, 1. sal, 4000 Roskilde – altså næsten dobbelt så meget plads som de hidtil ca. 300 m2 på Havnevej i Roskildes bymidte.
Ved samme lejlighed bliver der mulighed for at hilse på medarbejderne fra søsterselskabet BASE Erhverv as, der også er flyttet fra Havnevej i Roskilde til nyt domicil på Lykkegårdsvej 17, Roskilde.
Billedtekst:
Afdelingsleder og regionsdirektør Jeppe Nielsen (tv.) og afdelingsleder Rasmus J. Hougaard (th.) glæder sig til sammen med medarbejderne i de to afdelinger i Roskilde at byde velkommen til en Reception fredag den 20. marts fra kl. 13 til 17, hvor det nye domicil, den nye afdeling og Jeppes udnævnelse til regionsdirektør skal fejres.