Dansk Boligbyg a/s
styrker organisationen
med 7 udnævnelser
Dansk Boligbyg a/s, landsdækkende entreprenør-virksomhed med base i Horsens, og afdelinger i Hobro, Odense og Roskilde, styrker sin organisation på baggrund af en konstant, positiv udvikling med flere nye, stadig større og komplekse byggeprojekter. Fem af virksomhedens medarbejdere er således udnævnt til projektchefer, og to byggeledere til projektledere.
-Det er glædeligt, at vi har kunnet finde projektchefer og projektledere blandt medarbejderne i vore egne rækker. De er både meget kvalificerede og kompetente. De kender virksomheden fra flere års fortræffeligt arbejde, og de kan identificere sig med vort idégrundlag samt vore værdier og holdninger. Vi har et slogan – ”Kundens tilfredshed er vores styrke!” Og med udnævnelserne vil vi også fremadrettet kunne leve op hertil, siger direktør Ole Rasmussen.
Niels Erik Starup og Jørn Nørlem, Hobro-afdelingen, Henrik Horn Mortensen, Odense afdelingen samt Lau L. Zaar og Christian V. Skov, Roskilde afdelingen, er udnævnt til projektchefer. Og byggelederne Mads Thrane Pedersen, Hobro-afdelingen og Martin Rubinke, Odense-afdelingen, er udnævnt til projektledere. Alle med virkning fra den 1. juni.
Niels Erik Starup, 61 år, er bygningsingeniør, og kom med 32 års erfaring til Dansk Boligbyg a/s, hvor han har været ansat siden den 15. juni 2010. Hans første opgave var boligbyggeriet Udsigten Viby J, etape II og derefter ”Fremtidens Plejehjem” i Nørresundby. Aktuelt er han ved at afslutte et stort renoveringsprojekt i Søndervangen, Viby J.
Jørn Nørlem, 51 år, er bygningsingeniør, og kom med 23 års erfaring til Dansk Boligbyg a/s, hvor han har været ansat siden den 1. oktober 2012. Han har bygget 200 ungdomsboliger på Lindholm Brygge og 24 ejerlejligheder på Nørrebrogade i Aarhus. Han er aktuelt i gang med en ombygning og renovering af 179 boliger i Aalborg.
Henrik Horn Mortensen, 37 år, er bygningsingeniør, og kom med 9 års erfaring til Dansk Boligbyg a/s, hvor han har været ansat siden den 1. juli 2011. Hans første opgave var boligbyggeri på Skovbrynet i Odense, efterfulgt af et botilbud til handicappede i Skovhuse, renovering af Vissenbjerg Rådhus og boligbyggeri på Dahlsvej i Odense. Aktuelt er han projektleder på Cortex Park, et projekt med 95 ungdomsboliger og et erhvervslejemål i Odense.
Lau L. Zaar, 57 år, er bygningsingeniør, og kom med 13 års erfaring til Dansk Boligbyg a/s, hvor han har været ansat siden den 8. april 2011. Hans første opgave var boligbyggeri i Hvissinge i Glostrup, og derefter på Hørkær i Herlev. Senest har han bygget boliger og erhverv i Vallø Strandpark. Aktuelt er han projektleder på byggeri af 47 seniorboliger på Kirkegrunden i Ishøj.
Christian V. Skov, 49 år, er bygningsingeniør, og kom med 10 års erfaring til Dansk Boligbyg a/s, hvor han har været ansat siden den 13. april 2004. Han begyndte med Plejecentret Henriksdal i Taastrup, derefter boligbyggeri i Måløv, kontorbyggeriet Netdesign i Farum og en ”totalrenovering” (nedrivning og nybyggeri) af Høng Skole. Aktuelt arbejder han på 4. år med plejecentret Lions Park i Birkerød, med ungdomsboliger på Roskildevej og almindelige boliger på Ålekistevej i København.
Mads Thrane Pedersen, 31 år, er tømrer og civilingeniør, og blev ansat som byggeleder hos Dansk Boligbyg a/s den 1. juli 2013, hvor han har været med til at bygge 200 ungdomsboliger på Lindholm Brygge, ligesom han har bygget 24 ejerlejligheder på Nørrebrogade i Aarhus. Aktuelt er han ved at færdiggøre udbygningen af VUC centret i Aabybro, Vendsyssel.
Martin Rubinke, 32 år, er tømrer og bygningskonstruktør, og blev ansat som byggeleder i Dansk Boligbyg a/s den 20. januar 2014. Hans første opgave var renovering af Vissenbjerg Rådhus, hvorefter han arbejdede med Gyldenlund i Langeskov, et botilbud til handicappede. Aktuelt arbejder han med opførelsen af Cortex Park i Odense.
Siden etableringen for 18 år siden har Dansk Boligbyg a/s gennemført 150 bygge- og renoverings-projekter over hele Danmark med en samlet entreprisesum på godt 5 milliarder kr. excl. moms. Se mere: www.dbb.as