Kjeld Skannerup, 37 år, Aarhus, er ansat som projektleder i Dansk Boligbyg a/s, Horsens, hvor han fra starten er tilknyttet et projekt med opførelsen af 272 ungdomsboliger til 210 mill. kr. i Aarhus.
Han er uddannet elektriker i 1999 fra Herning Tekniske Skole, og som bygningskonstruktør fra VIA University i Horsens i 2008. Han har været ansvarlig for flere renoveringsprojekter og nybyggerier af både haller, kontorer, boliger og et plejecenter.
Kjeld Skannerup er opvokset i Ringkøbing. Han er gift med Stine Spangsberg, og sammen har de 2 sønner. I fritiden er han – udover at renovere familiens hus i Højbjerg, en forstad til Aarhus, aktiv på mountainbike på stierne i Marselisborgskoven i Aarhus. Tidligere har han været elite-gymnast på Ollerup Højskole, været skibums i Schweiz og stået på ski, ”off-piste” i den canadiske vildmark.
Hos Dansk Boligbyg a/s er han fra starten projektleder på 272 ungdomsboliger ved Møllevangs Allé og Katrinebjergvej i Aarhus. Ungdomsboligerne med et samlet etageareal på 11.000 m2, er fordelt på to 14-etagers og ét 6-etagers punkthuse.