Fasanstien
Fasanstien 27-35
4220
Korsør
Danmark
Visionen om det inkluderende boligbyggeri er blevet ført ud i livet med et særligt nybyggeri for demente. For når man river boligblokke ned i udsatte boligområder så kan man jo forsøge at tænke nyt og samtidig indfri påtrængende behov. Det er gjort her i Korsør.
Bygherren, Bolig Korsør, har med byggeriet af to boligblokke på Fasanstien, fået 24 nye velindrettede og meget tiltrængte handicapboliger – og samtidig har man taget første skridt på vejen til et lige så tiltrængt kvarterløft i et tidligere berygtet boligområde.
Motalavej-kvarteret i Korsør er præget af mange, store boligblokke, opført i perioden 1957 til 1967. Et alment boligbyggeri, der i perioder har givet anledning til negativ omtale men som for alvor skulle løses med en helhedsplan for renoveringen af Fasanstien Afd. 15: Nedrivning af tre blokke mod Motalavej og ombygning af to blokke til handicapboliger.
Nedrive og genopbygge
I stedet for at ombygge de to blokke valgte Daurehøj Erhvervsbyg A/S at nedrive blokkene, så kun kælder og fundamenter blev bevaret.
Nybyggeriet er opført på de eksisterende fundamenter, der derved har dannet grundlag for nybygningens geometri. Med dette valg kunne fremtidens krav til indretning af handicapboligerne opfyldes.
Ved nedrivning af de tre boligblokke mod Motalavej blev skabt et område der indrettes til fælles aktiviteter for alle bebyggelsens beboere.
Dermed bliver der etableret en grøn kile, der skaber lidt afveksling i området, som vil skabe mere liv i bebyggelsen.
En sjette blok, der nu er nærmeste nabo til de to nye bygninger, er blevet delvist renoveret med blandt andet øget tilgængelighed til de eksisterende boliger og ombygning til administration og personaleafdeling for de 24 nye boliger.
Inkluderende funktion
Efter en totalentreprisekonkurrence blev projektet givet til Holbæk-virksomheden Daurehøj Erhvervsbyg A/S, der i samarbejde med et hold rådgivere, Archinet Arkitekter, Pluskontoret A/S Arkitekter, Oluf Jørgensen A/S – Rådgivende ingeniørfirma og byMUNCH by- og landskabsdesign, førte den specielle opgave ud i livet.
- Vinderprojektet havde overskriften ‘Samme hovedform – ny arkitektur’ som dækker over en målsætning om at have respekt for det omgivende byggeri og dets grundudtryk og så supplere med noget nyt som ikke stikker for meget ud, men peger fremad, fortæller arkitekt Kristian Nordheim fra Pluskontoret A/S Arkitekter i Aarhus, der var med til at vinde opgaven.
Det betød, at det nye udtryk i byggeriet først og fremmest blev søgt gennem anvendelse af materialerne. Samtidig er der valgt materialer med lang levetid og lave omkostninger til drift, så den totaløkonomiske effekt er blevet høj, fremhæver Kristian Nordheim og tilføjer:
Væsentligt er det jo også, at man ved at integrere to boligblokke med beboere der har særlige behov har valgt at lade byggeriet får en inkluderende funktion, hvor sammensætningen af beboerne blandes, frem for at nogle beboergrupper måske placeres mere afsondret. Boligforeningen har i mange år haft plejeboliger til psykisk handicappede i en hel opgang, hvilket har været en stor succes – og det er jo særdeles positivt såfremt man kan arbejde med inklusion i et boligområde, siger Kristian Nordheim.
Modspil til omgivelserne
Arbejdet blev påbegyndt i februar 2014. I løbet af marts 2015 kunne man så småt gå i gang med at indrette de nye handicapboliger.