Carlsbakken
Studiestræde 3 – 27
3400
Hillerød
Danmark
Elementer er med betonisolering og bagvæg, og de er leveret monteret med sålbænke og vinduer og færdigfuget.
– At bygge med teglstenselementer har været lidt ligesom at arbejde med legoklodser. Det er en meget hurtig og effektiv proces, hvor vi hurtigst muligt får en tæt bygning, som kan modstå vind og vejr – samt sikre et godt arbejdsmiljø for de respektive håndværkere, fortæller projektchef Lasse Aagaard-Møller fra Balder Danmark.
Der er anvendt halve tegl (3.2.55 Red Shade) på fem cm til elementerne og dertil fem cm beton. Til de buede hjørner har SHT udviklet en form specielt til Carlsbakken.
– Da vi først havde lavet den første, så var nummer to nemmere, lyder det fra direktør Gert Dynesen, SHT A/S.
Virksomheden kan til næste år fejre 60-års jubilæum med speciale i bl.a. teglstenselementer og med et fleksibelt produktionsapparat, der kan håndtere de individuelle krav til forskellige byggerier.
Beliggenheden ud til Carlsbergvej har stillet store krav til lydreduktion, og der er derfor benyttet lydglas og lydvinduer.
Alle beboerne har adgang til den ca. 300 kvm store fælles tagterrasse. På det øvrige tag er der udlagt sedum, der både giver grønt til øjnene, og som er en bæredygtig måde at forsinke regnvand og dermed ikke aflaste kloakkerne i tilfælde af skybrud.
Tagterrassen er indrettet med små oaser, hvor beboerne kan hygge sig. Her er anvendt hårdt træ til gulv, der er plantekasser i cortenstål, bænke og en stor træ-solbænk har ikke kun funktion som netop solbænk, men skjuler også installationer til elevator. Disse detaljer gør terrassen yderst attraktiv, og netop de små detaljer gør en forskel. Man har også valgt at skjule ventilationssystem i træskjulere, der nærmest skulpturelt skyder op flere steder på terrassen.
Målet har været prisvenlige boliger af en høj kvalitet på en attraktiv placering. Her er matlakerede gulve i ask, Invita køkkener med energivenlig (A+) opvaskemaskine og integreret køle-/fryseskab fra Bosch Siemens. Badeværelserne har gulvvarme og med en integreret, energivenlig vaskesøjle fra Bosch Siemens. De fleste lejligheder har altaner i cortenfarve eller en terrasse i stueniveau.
– Vi har lagt vægt på gode, solide materialer og med så lille et klimaaftryk som muligt, siger Lasse Aagaard-Møller.
Carlsbakken har indgang til gårdmiljøet via to porte. I denne port er der syv meter til loftet, og den minder allermest om en portal ind til en anden verden. Områdets kuperede terræn er udnyttet, og man har bygget kælder ind i skrænten, så beboerne kan cykle direkte igennem portalen og ned i cykelkælderen. I kælderen er der også depotrum til de lejligheder, der ikke har det i selve boligen. Samtidig er der affaldssortering i foreløbig syv fraktioner.
Når man går igennem den syv meter høje portal, så er det her, hvor man virkelig får øje på de forskelligheder, byggeriet har. De forskellige højder i karréen og de bløde hjørner. Men også selve gårdmiljøet, der har en niveauforskel på tre en halv meter.
– I stedet for at forsøge at udligne niveauforskellene, har vi i stedet valgt at omfavne det, fortæller Lasse Aagaard-Møller.
Her er planter, træer, små bakker, to legehuse i træ – og blinker man et par gange med øjnene, kan man næste sværge på, at man kan få øje på Laa-Laa, Dipsy, Tinky Winky og Po fra Teletubbies. Gårdmiljøet er charmerende i sine forskellige niveauer og danner sit helt eget eventyrlige rum.