Teglporten, Teglholmen Øst
Alliancevej 14-36
2450
København SV
Danmark
Det er V8 Construction A/S, der har stået på broen som totalentreprenør og styret processen, fra man gik i jorden i det tidlige forår for hen ved to år siden. Netop V8 Construction har skabt sig en solid referenceliste spækket med boligbyggerier og havde derfor også dengang allerede skrevet kontrakt på flere opgaver på Teglholmen. Teglportens første spadestik blev taget af effektive gravemaskiner, der etablerede byggegruben til den elementbaserede teknik- og p-kælder. Ejendommens statik baserer sig også på bærende facader og etagedæk af betonelementer fra Contiga Tinglev A/S – og her med et specielt twist for at imødekomme Teglportens “femkantede” plandisponering. Danielsen Architectures projekt har fladet et hjørne ud mod havneløbet for at følge kajens linjeføring. Det betød helt særlige krav til produktionen af både facade- og dækelementer, kommenterer adm. direktør Karsten Rewitz, Contiga Tinglev, som også stod for produktionen af projektets altaner. Den sønderjyske elementfabrik kan bryste sig af at være en flittig leverandør til Hovedstadens byggepladser. Bare på Teglholmen leverer Contiga Tinglev til seks projekter.
Karreen ligger faktisk ved Teglholmens sydlige grænse mod vandet, heraf navnet Teglporten som begyndelsen og indgangen til områdets livlige boligmiljø. Det har Danielsen Architecture indarbejdet i den arkitektoniske planløsning med en anderledes geometri, der giver associationer til stævnen på et skib. I sværmen af boligbyggerier i en dansk hovedstad med vokseværk kan det være en udfordring at blive både bemærket og husket. Udfordringen har Danielsen Architecture således løst med flere greb. Et af dem er den markante grundplan med fladt hjørne og “stævnens” forbindelse til både kaj og vand. Det andet er murværkets kunstfærdighed, der baserer sig både på struktur og relief, men også på valget af flere kollektioner af mursten med skiftende fugefarver. Værd at bemærke er også de karakteristiske altaner, der både skaber dybde og artikulerer facaden i et sprog, som Danielsen Architecture åbenlyst behersker.
Endelig har det ikke skadet sagen, at Teglporten har haft en ambitiøs bygherre i NREP og Agenda Property, et partnerskab med fine resultater i bagagen. Efter opførelsen er projektet solgt til asset manageren Catella Corporate Finance, der også er kendt for at sætte barren højt.
Det har givet rammer for gode valg af materialer og overflader fra de øverste hylder. Det gælder køkkenernes Unoform-skabsudvalg, tilsat hvidevarer et trin op ad kvalitetsstigen: Siemens og noget af det bedste fra Exhaustos emhætteprogram.
I V8 Constructions totalentreprise finder man f.eks. 11.000 kvm plankegulve fra Junckers i den topsortering, der kaldes “Harmony”. Det er massive egeplanker i en tykkelse på 20,5 mm, der bliver endnu mere eksklusive af, at de er lakeret så mat, at de fremstår naturlige og ubehandlede. Det er en trend, der scorer højt blandt unge familier, som ønsker sig lidt rå modvægt i den moderne og nybyggede boligs blankhed. Her har Junckers ramt tæt på skivens centrum!
Egetræet er karakteriseret af en høj grad af autenticitet og af, at træets overflade og struktur patinerer fint. Junckers lægger vægt på, at man som professionel partner altid er sikret korrekt teknisk service før, under og efter et projekt.
– Erfaringen er, at det sikrer den højst mulige kvalitet, siger Junckers Industrier A/S.