Thors Bakke
Thors Plads 11
8900
Randers C
Danmark
Tidens trend er høje huse, og det er ingen undtagelse, når det gælder Randers. Det kan ikke undgå at vække opsigt, når et 19 etager højt hus skyder op i provinsbyen. Årsagen hertil er vokseværk. Byen vokser i disse år, og det har udløst efterspørgslen efter flere boliger.
Thors Tårn er et højhus i 19 etager i bydelen Thors Bakke i Randers. Bygningen rummer boliger fra 1.-19. etage med både ejerlejligheder og lejemål. Højhuset er Randers’ højeste bygning og måler 64,5 meter fra hovedindgangen til toppen. Byggeriet stod færdigt her i sommeren 2021 og er opført med underliggende parkeringskælder samt cykelparkering i stueplan. Udover tårnet består hele boligprojektet af en lavere karrébebyggelse på 4 til 6 etager. Det er sikre kreative kræfter, der har ført den kreative pen bag projektet, nemlig arkitektfirmaet Arkitema.
Thors Tårn på Thors Bakke. Ja, hvor kommer det Thor fra? Det har sin helt egen historie. I 1851 opførte svenskeren Johan Peter Lindahl et bryggeri i Randers på det sted, som senere skulle blive til Thorsgade. Her startede produktionen af bayersk øl i byen, men allerede i 1855 forlod svenskeren byen og rejste til USA.
Danske Christian Emil Synnestvedt købte bryggeriet i 1856, og Thor-bryggeriet blev grundlagt. Efter mere end 160 år med produktion af øl lukkede bryggeriet i 2003 og efterlod et stort område, der skulle udvikles til en ny bydel – Thors bakke. Højhuset Thors Tårn er en markant del af området med sin placering øverst på det skrånende terræn. Forneden ligger den gamle og restaurerede bryggeri-bygning i røde mursten – den indeholder i dag en restaurant og en række almenboliger.
Om højhuset kan man fortælle, at det indeholder en ankomst-etage, som grundet eksisterende terræn delvis er beliggende under terræn med hovedindgang til både højhus og karrebebyggelse. Herfra fører elevator og trappekerne de ankomne op til de resterende 19 boligetager. Fra første til niende etage er indrettet almene boliger. Der er tale om i alt 54 boliger, hvoraf 18 boliger er ældreegnede. Fra 10. til 19. etage er der indrettet etageplaner med private boliger – i alt 36 familieboliger. Højhuset er primært opført i hvide sandwichelementer leveret af Midtjysk Beton og partielt med mørke betonpartier omkring trappe og elevatorkerne. På tage etableres private tagterrasser og orangerier, mens alle lejligheder har privat altan.
Karrebebyggelsen ligger ned ad grunden mod, tæt på det gamle bryghus. Bygningen vokser med varieret højde fra 3 boligetager mod syd til 5 etager mod nord.
På disse etager er der almene ungdomsboliger med fælles adgang fra udvendig altangang og tagterrasse. I alt er der etableret 101 ungdomsboliger. En god detalje er, at denne karré er opført i røde mursten for at korrespondere med det gamle bryghus.
Det eksisterende skrånende terræn skaber mod syd en ekstra etage, som mod syd er indrettet med fællesrum mod Thors Plads samt indkørsel til højhusets og karréens fælles parkeringskælder. Oven på parkeringskælderen er der etableret en større attraktiv fælles tagterrasse centralt beliggende mod syd, som sammen med opholdsnicher på altangange udgør boligernes udvendige opholdsarealer.
Det indre gårdrum har sin egen karakter med altangange og facader i grå beton. Her skaber perforerede aluminumsplader ekstra rumlighed og sin egen karakter til ungdomsboligernes adkomst og udeophold.