Esbjerg Ny Vandværk
Lykkesvej
6715
Esbjerg Ø
Danmark
– I forbindelse med Esbjerg Ny Vandværk er der indarbejdet regnvandsbede, som kan optage regnvand samt skyllevand fra vandrensningsprocessen. Derudover er der tænkt i landskabelige elementer, der fungerer som rekreative oaser med træer og vilde græsser i området omkring vandværket, fortæller Peter Lyhne.
– Selvom Esbjerg Ny Vandværk er nyskabende rent arkitektonisk, så er der bygningsteknisk og materialemæssigt tale om et forholdsvis traditionelt byggeri, lyder det fra Peter Storkholm fra Jorton A/S, der har været hovedentreprenør på projektet.
– Det er tale om velkendte materialer som beton, stål og glas, uddyber Peter Storkholm. “Glasskrinet” fremstår som et markant element i byggeriet, men der er først og fremmest tale om et betonhus både udvendigt og indvendigt – og der er brugt store mængder beton, både in situ og som elementer.
– Den helt store udfordring i processen har været de ekstraordinært høje rum, hvor ståltankene står. Tankene skærer bygningen midt over, og det har krævet en bærende stålkonstruktion, lyder det fra Peter Storkholm. Her har arkitekterne valgt at gøre en dyd ud af nødvendigheden og ladet stålkonstruktionen indgå som et skulpturelt element i byggeriet.
Æstetik er et gennemgående element i Esbjerg Ny Vandværk, hvor såvel procesområdet som personale- og undervisningsfaciliteter fremstår i indbydende materialer. Procesdelen fylder arealmæssigt størsteparten, men der er også sat kvadratmeter af til personale og gæster. Her spiller indgangspartiet en væsentlig rolle – ikke blot som fordelingsrum, men også som opholds- og undervisningslokale. Den store centrale trappe er opbygget således, at den kan anvendes som opholdstrappe, når lokalet anvendes til undervisning og møder eller som samlingssted for gæster, der gerne vil høre lidt om driften af et moderne vandværk. Det er HM Byg Tømrer- og Snedkerforretning A/S, der har stået for opholdstrappen, ligesom de har lagt alle trægulve, etableret lofter, porte og alle indvendige døre. Det er også HM Byg, der har haft tømreentreprisen på udhæng, underbeklædning og facadepartier.