Boliger sætter gang i Sønderborg Havn

Boligprojektet Havbo bliver det første boligprojekt, der opføres inden for rammerne af Frank Gehrys masterplan for Sønderborg Havn

Over de kommende 10-15 år skal Sønderborgs forhenværende erhvervshavn transformeres til en ny, attraktiv og levende bydel. De 9 boliger i projektet Havbo på ialt 1.600 kvm + p-kælder opføres på arealet mellem Ewers Pakus og Christian d. Xs bro og bliver det første boligprojekt inden for rammerne af Frank Gehrys masterplan, som Juul|Frost Arkitekter har viderebearbejdet til en designguide.

Området omkring Havbo er karakteriseret ved åbenhed mellem bygningerne. Dette sikrer, at de gamle Skipperhuse i den bagvedliggende Havbogade får plads og bevarer deres historiske tilknytning til vandet. Havbo bliver på én og samme tid en vigtig afslutning og indledning for det nye havneområde. Visionen med boligprojektet er at skabe en ny og moderne bygning med respekt for det eksisterende havnemiljø, såvel som for masterplanen for havnen i Sønderborg.

Med sit formsprog sætter Havbo scenen for de kommende bygninger i den nordlige del af havneområdet, der med tiden kommer til at omfatte Ewers Pakhus, Kulturhuset samt hotel- og kontorbyggeri. Med udgangspunkt i Rubiks Cube drejes bygningskroppen etagevis, og som en del af drejningen indgår altanerne, som er skåret ud og ind i formen. Dette resulterer i en harmonisk bygningskrop, hvis hvide facader refererer til områdets maritime karakter. Facaderne åbnes i store vinduespartier, der skaber forbindelse mellem ude og inde. Alle boliger får optimal udnyttelse af udsigten og de tilknyttede udarealer samt et generøst lysindfald.

- Vi har lagt stor vægt på, at nybyggeriet både indrammer og understøtter pladsrum, opholdsarealer, havnepromenadens og Nørre Havnegades respektive forløb og anerkender Skipperhusenes betydning for havnenområdet, siger fortæller Flemming Frost fra Juul | Frost Arkitekter.

Byggeplanerne bliver sendt i offentlig høring efter byrådets møde den 17. november, og i begyndelsen af december gennemgår Juul | Frost Arkitekter projektet på et borgermøde.