De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at byggeriets forventninger stort set holder samme niveau - ingen tilbagegang, men altså heller ingen fremgang.
Den såkaldte sammensatte konjunkturindikator viste -32 i december mod -34 i november, og siden april 2010 har den holdt sig på stort set samme lave niveau. Indikatoren er en sammenvejning af byggeriets forventninger til beskæftigelsen de kommende tre måneder samt en vurdering af ordrebeholdningen ved udgangen af den foregående måned.
At der trods alt har været en lille stigning, skyldes en stigning i ordrebeholdningen. Byggeriet vurderer således ordrebeholdningen til -42 i december mod -46 måneden inden. Dermed vurderes ordrebeholdningen fortsat som værende lav, men det skal dog her indskydes, at den tidligere har været på et væsentlig lavere niveau.
Forventningerne til beskæftigelsen de kommende tre måneder er til gengæld faldet fra -19 til -21.