BoligJobordningen er kommet på plads. Den vil højst sandsynlig kunne ses i konjunkturindikatoren for maj. Fortsættelsen af ordningen kan forhåbentlig give lidt luft til branchen, der gennem et halvt årti har haft det hårdt, hedder det i en vurdering fra BRFkredit
- Vores forventning til konjunkturen de næste par år er dog fortsat en svag vækst. Det betyder således også, at byggebranchen ikke fra den ene dag til den anden oplever kronede dage – uanfægtet af genoptagelsen af BoligJobordningen, siger Ulrikke Ekelaund, cheføkonom i BRFkredit og fortæller videre:
- Tal fra Danmarks Statistik her til morgen viser nedgang i byggebranchen. Konjunkturindikatoren for bygge og anlæg faldt fra minus 21 i marts til minus 24 i april, hvor der er korrigeret for normale sæsonudsving. Det er dermed på det laveste niveau igennem to år. Det er bestemt ikke godt nyt. Indikatorens to komponenter, beskæftigelse og ordrebeholdning, er begge nedadgående. Tallet vidner vist om, at danskerne ikke har troet fuldt og fast på, at BoligJobordningen ville blive genoptaget. Det er især ordrebeholdningen, der er mindre end normalt med et tal på minus 33 i april mod minus 30 i marts. Beskæftigelsesforventningen ligger på et stabilt lavt niveau på minus 12 for april.
- Siden sidste vi fik tal for konjunkturindikatoren for byggebranchen er BoligJobordningen kommet på plads. Det betyder, at det gælder for hele 2013 og 2014. Og nu også fritidshuse fra april 2013 og frem til 2014. Det har endnu ikke slået igennem i konjunkturindikatoren, men vi vil formentlig se en effekt i næste gang i tallet for maj. Der er ingen tvivl om, at byggebranchen nu efterhånden har lidt gennem et halvt årti. Men forhåbentlig kan fortsættelsen af ordningen give lidt luft til branchen, siger Ulrikke Ekelund.
- Vores forventning til de næste par år er dog fortsat en svag konjunktur. Det betyder således også, at byggebranchen ikke fra den ene dag til den anden oplever kronede dage. En vigtig faktor i dansk økonomi er ligeledes humøret blandt forbrugerne. Og her er der stadig lidt slukøret stemning. Dog kan vedtagelsen af Vækstplan DK måske være med til at skabe lidt grobund for tro på fremtiden. Før forbrugerne begynder at tro på jobsikkerhed og vækst, tør de naturligt nok ikke investere i større forbrugsgoder. Det vil alt andet lige ligge byggebranchen til last, så længe der er usikkerhed i forbrugernes sind, påpeger Ulrikke Ekelaund.