Mange danskere, der står overfor renoveringsarbejde i hjemmet kan i dag glæde sig. Den såkaldte BoligJobordning gælder således per 1. juni og gør det muligt at trække håndværkerarbejde fra i skat. I den nye ordning er der lagt væk på, at den skal fungere smidigt og ubureaukratisk. Således fremstår den imidlertid ikke for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.
- Ordningen er skruet sammen på en måde, der betyder en helt urimelig negativ forskel af andelshavere og private andelsboligforeninger i forhold til landets parcelhusejere. Som andelshaver vil man alene kunne opnå fradrag for lønudgifter, såfremt arbejderne er betalt direkte af andelshaverne, og dermed arbejder der i den enkelte andelsboligforening hører ind under andelshaverens vedligeholdelses- og udskiftningspligt, skriver interesseorganisationen i et høringssvar.
ABF finder det paradoksalt, at energirenoveringer ikke vil være omfattet af fradragsordningen i en privat andelsboligforening, hvilket de mener, er en urimelig forskelsbehandling i forhold til boligejerne. For eksempel kan der ikke modtages fradrag på renovering af den ydre klimaskærm, da denne er betalt af andelsboligforeningen. I et svar fra skatteminister Peter Christensen står der:
- I den udstrækning en andelshaver ifølge foreningens vedtægter har råderet i forhold til at vedligeholde eller forbedre andelsboligens ydre og indre rammer og afholder disse udgifter selv, har andelshaver ret til servicefradraget. Tilsvarende har andelshavere ret til servicefradrag for udgifter afholdt til almindelig rengøring, vinduespudsning, børnepasning m.m. på lige fod med andre personer.