Det sker i erkendelsen af, at mange ældre andelsboliger fortsat har wc på trappen, intet bad og utætte vinduer. I København er tallet for denne type boliger tre gange højere end i resten af landet. Samtidig er ejernes indkomst 25 pct. lavere end landsgennemsnittet.
- Vi vil gøre det attraktivt for andelshaverne at bringe deres boliger op på et tidssvarende niveau, siger minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S).
Ministerens lovforslag betyder, at kommunerne vil kunne tildele midler til renovering af støtteberettigede udgifter med op til halvdelen af beløbet mod kun 25 pct. i dag. Hvis ejendommen er fredet kan støtten øges til 75 pct!
- Beløbet fastsættes, så det motiverer til at sætte renoveringen i gang, opfordrer Carsten Hansen.
Beslutningen om andelsboligerne kommer i forlængelse af, at regeringen, SF, DF, Enhedslisten og De Konservative har indgået en ny aftale om Landsbyggefondens midler. Den tildeler 18 mia. kr. til renovering af almene boliger i perioden 2016-20, hvilket betyder midler til 51.000 boliger og beskæftigelse til 18.000 i håndværksfagene. Samtidig fastholdes et højt niveau for renoveringer i 2015-16 med en bevilling på 4,2 mia. pr. år.