Amerikansk kvalitetsstyring kan spare byggeri for mia.

Dansk byggeri kan spare milliardbeløb ved at anvende kvalitetsstyringsprocessen Commissioning, mener rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro

Rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro er netop blevet certificeret efter amerikansk standard for Commissioning. Commissioning, der på dansk ofte kaldes ’samordnet idriftsættelse’, er en dokumenteret proces, der styrer kvaliteten i hele byggeforløbet, hedder det i en meddelelse fra selskabet.

- De få danske analyser, der er foretaget, indikerer, at vi kan gøre tilsvarende selv om erfaringerne fra USA naturligvis ikke kan overføres direkte til Danmark. Dette på grund af forskellige energikrav til bygninger i de to lande, større brug af køling i USA og ikke mindst forskellen på prisen på energi. Men der er ingen tvivl om, at danske bygherrer kan spare milliardbeløb, og at udledningen af CO2 fra de danske bygninger kan reduceres betydeligt, hvis Commissioning bliver en fast rutine i alle større byggeprojekter med tekniske installationer, understreger administrerende direktør  Søren Larsen.

 

Grontmij | Carl Bro har arbejdet med Commissioning i mere end ti år for en række butikscentre, hospitaler og offentlige institutioner i Danmark, og dele af processen er bl.a. blevet benyttet ved opførelsen af Rigsarkivet for at styre kvaliteten i hele byggeforløbet og i den efterfølgende drift. Men generelt er Danmark ikke langt fremme med hensyn til Commissioning, og selv om regeringen i sit strategioplæg for reduktion af energiforbruget i bygninger fra 2009 ønsker at få udviklet en standard for Commissioning, tyder alt på, at en sådan først vil være klar til brug i forbindelse med næste revision af bygningsreglementet i 2015.

- For at kunne tilbyde vores kunder en certificeret standard på området før 2015 og samtidig understrege Grontmij | Carl Bros store ekspertise på området, har vi som den første virksomhed i Danmark valgt at lade to medarbejdere blive certificeret efter den amerikanske Guideline 0-2005. Denne guideline er den mest benyttede i verden og beskriver de arbejdsrutiner, der er pointgivende ved bæredygtighedscertificering som f.eks. BREEAM og LEED, fortæller Søren Larsen.

Amerikanske analyser viser, at man i gennemsnit kan opnå energibesparelser på 16 procent i eksisterende bygninger og 13 procent i nye bygninger ved en målrettet brug af Commissioning. Derfor peger eksperter på, at USA i de næste 20 år kan reducere udledningen af CO2 med 340 megatons og sparer 30 milliarder dollars til energiforbrug alene ved hjælp af Commissioning. Erfaringerne fra USA viser således, at der er store funktionsmæssige, økonomiske og miljømæssige fordele ved målrettet at satse på, at byggeriet skal fungere efter hensigten og leve op til brugernes krav fra dag et.