I efteråret blev design- og projekteringsopgaven af Copenhagen Arenea udbudt i totalrådgivning til designteam bestående af arkitekter, ingeniører og arenaeksperter. 41 teams ansøgte om at blive prækvalificeret til konkurrencen, og parterne bag Copenhagen Arena - Københavns Kommune og Realdania - har nu udvalgt fem designteams:
- Vi står over for gennemførelsen af et meget komplekst projekt, hvor ambitionen er at opnå solide by- og bygningsmæssige kvaliteter i en international arena i København, der med sine mange tilbud vil kunne medvirke til at skabe det mangfoldige og aktive byliv, som gør en storby spændende at leve i. Bygningen vil blive super fleksibel og skal fungere som et ’plug and play’ for ethvert internationalt show, koncert eller sportsbegivenhed. De fem teams, der er udvalgt til designkonkurrencen, har dokumenteret kompetencer på det højeste internationale niveau til netop at kunne løse en opgave af denne type, siger Flemming Borreskov, administrerende direktør i Realdania.
Samtidig har man afgjort hvilket firma, der skal stå for driften af Copenhagen Arena, der skal opføres i Ørestad Syd. Fem operatører blev udvalgt til første runde, og her gik AEG Facilities og Live Nation videre til anden runde. Live Nation vandt udbuddet som operatør og ansvarlig for arrangementerne i arenaen.
Det endelige valg mellem de bydende er foretaget på baggrund af objektive kriterier, hvor de finansielle og kommercielle elementer er vægtet tungest. Live Nation scorede højest på alle kriterier.