Labofa satser på folkeskolen med ny serie skolemøbler

Seks millioner kroner og fire års udviklingsarbejde har Labofa investeret i en ny RAY møbelserie til folkeskolens elever

Seks millioner kroner og fire års udviklingsarbejde har Labofa investeret i en ny RAY møbelserie til folkeskolens elever. Labofa har taget patent på ny sædeteknologi.

Labofa lancerer en ny RAY-møbelserie til folkeskolen, som skal åbne dette marked for den danske møbelvirksomhed.
I fremtidens skole skal de unge arbejde både individuelt og i grupper og veksle i dagens løb, og den fleksibilitet opfylder RAY-stolen og RAY-bordet.  Det nyudviklede, fleksible sæde giver eleverne optimal støtte i alle de forskellige siddestillinger, de typisk indtager i dagens løb.
RAY låser ikke eleverne til at sidde på en bestemt måde hele dagen, men bidrager til et aktivt indlæringsmiljø.

- RAY-stol og RAY-bord er fremtidens ergonomiske skolemøbler udviklet til de nye fleksible læringsformer i folkeskolen og heldagsskolen, siger Benny M. Larsen, Labofa og tilføjer:

- De seneste fire år har vi arbejdet sammen med den irske Phd-forsker i skolemøbler og ergonomi Simon Dennehy. Vi har været grundige og testet elevernes ergonomi og adfærd i forskellige undervisningssammenhænge.Sammen med den danske designer Hans Thyge Raunkjær har vi arbejdet med materialer og farver, der taler til de unge. Hele udviklingen har kostet seks millioner kroner, siger Benny M. Larsen.

- I begyndelsen af februar præsenterer vi de nye skolemøbler på den store møbelmesse Furniture & Light Fair 2013 i Stockholm.
Labofa har i mange år fokuseret på de videregående uddannelser og deres behov. Den nye serie bygger oven på den viden om ergonomiske undervisningsmøbler og om undervisningsformer, som er opbygget gennem samarbejdet med skolerne.

Patent på nyt sæde


- Det er en stolerevolution i folkeskolen. Det traditionelle stive sæde er afløst af et fleksibelt sæde, der føjer sig efter kroppen. Samtidig fremmer sædet en åben siddestilling med let spredte ben, der fordeler vægten, siger Simon Dennehy.

Sædet er skabt med en fast kerne, der har form som en stor cykelsadel. Den giver eleven en sikker siddestilling. Dertil en fleksibel del, der er blød og former sig efter siddestilling og krop. Sædet er så nyt og specielt, at Labofa har fået patent på det.
Stolen er enkel og robust i sin konstruktion med materialer, der tåler mange års brug i en skole. Og samtidig moderne og i friske farver, så den taler til eleverne og vil få dem til at tage ejerskab til skolemøblerne.

RAY-stolen er udført i stål og nylon og fås med hjul eller fast understel. En lav version er til elever på 119-159 cm, og standard udgaven er til elever på 146-188 cm. Ryg/stel fås i praktisk sort og grå, og sædet kan fås i flere markante farver blandt andet orange og neongrøn.
Bordet, et enkeltmandsbord er robust og i et enkelt udtryk udstyret med en nyudviklet højdeindstilling. Bordpladen er med vippefunktion, som eleven kan ændre på et øjeblik.

Foto: RAY-møbelserien med et nyudviklet, fleksibelt sæde er Labofas bud på fremtidens skolemøbel til de nye fleksible læringsformer i folkeskolen.