Med tak for godt samarbejde og gode ønsker for fremtiden er der netop sagt pænt farvel til de seneste fem praktikanter. Fem nye er valgt, og de starter i løbet af februar på et skræddersyet praktikforløb hos STB BYG i forbindelse med deres uddannelser til henholdsvis bygningskonstruktør og byggetekniker.
- Vi tilbyder de unge et struktureret og professionelt forløb, hvor vi ikke bare udbygger deres faglige kunnen, men også forsøger at udfordre dem med ansvar og frihedsgrader. Det hele sker i et tæt samarbejde og med respekt for den enkelte, fortæller adm. direktør Jens Winther.
Noget for noget
STB Byg opretter hvert år praktikpladser til elever på de videregående uddannelser – både på byggepladserne og i administrationen.
- Vores succes afhænger jo også af, at vi hele tiden har mulighed for at rekruttere veluddannede og dygtige folk, og så er det vel rimeligt nok, at vi selv giver en hånd med, siger Jens Winther. Han vurderer også, at en del af den tid de bruger på at oplære praktikanterne kommer retur i form af reel aflastning af medarbejderne i den sidste del af praktikperioden.
Byggepraktikanterne deltager bl.a. i indsamling og ajourføring af kvalitetssikringsdokumenter, udfærdigelse af kvalitetssikringsmateriale, daglige tilsyn af de enkelte entrepriser på pladsen, fastlæggelse af projekters omfang, opmåling og beregning af tilbud. Praktikanterne deltager ligeledes i byggemøder, sikkerhedsmøder og diverse ad-hoc møder. Udgangspunktet er at praktikanterne skal tilbydes et professionelt forløb, hvor fagligheden udbygges i såvel bredden som dybden. Deres frihedsgrader og ansvar udfordres i samråd med- og i respekt for den enkelte praktikant.
Fakta:
STB Byg blev stiftet i 1956 som en traditionel tømrervirksomhed. I dag er STB Byg A/S en velkonsolideret og fremsynet entreprenørvirksomhed, der udfører total-, hoved-, og fagentrepriser for såvel offentlige som private bygherrer i hele Danmark. Virksomheden, der årligt omsætter for et trecifret millionbeløb, beskæftiger ca. 100 medarbejdere, hvoraf omkring de 60 er håndværkere. Den daglige ledelse forestås af Jens Winther og Jan Olesen, der ligeligt ejer holdingselskabet bag koncernen.