Ny dansk tegnestue satser på detailhandel

Retail Architects med base i København og Silkeborg vil fokusere på udvikling af butikscentre og rådgivning til butikskæder

I en tid, hvor nethandlen beskyldes for at suge livet ud af butikkerne, satser den nye, danske tegnstue, Retail Architects med base i København og Silkeborg, på udvikling af butikscentre og rådgivning til butikskæder.

- Vi er stolte af at være kommercielle og rationelle og dermed tænke i løsninger, der virker for butikscentrene. Vi laver ikke ikoner og profilprojekter primært for at profilere os som arkitekter. Vi tager udgangspunkt i kunderenes koncept og handlens forudsætninger,” siger partner i Retail Architects, Jonas Snickert, der er direktør samme sted.

Parkeringspladsen skal ligge rigtigt

- Vi laver ofte handelsområder med en kort løbetid på cirka 10 år og med kontrakter derefter, inden centrene måske skal bygges om, hvorfor det ville være ressourcespild og totalt misforstået at bygge denne type byggeri i marmor eller importeret regnskovstræ, fortæller Jonas Snickert, og han fortsætter:

- Som arkitekter kan vi gøre en forskel her, når vi går op i overholdelse af deadlines, hvilket betyder sund økonomi for projektet. For hvis du sætter en væg forkert, kan det betyde, at millioner af omsætningskroner går tabt, og ligger parkeringspladsen forkert, så kommer der ikke de forventelige antal kunder til udsalget.

Mod strømmen 

Retail Architects går mod strømmen på flere planer: For det første er partner og arkitekt, Jonas Snickert svensker i Danmark, dernæst tegner hans tegnestue big boks-løsninger, som man på andre tegnestuer ikke har øverst på prioriteringslisten og for det tredje satser den nye tegnestue benhårdt på detailbranchen, hvis vækstkurve jævnligt lider af knæk på grund af omfattende nethandel og konjunktursvingninger.

Ved big boks-konceptet forstås moduler-bare bygninger til shopping-områder ofte beliggende i grænseområder og uden for de større byer. De er udviklet til enkeltbutikker eller til handelscentre med flere butikker fra 500-12.000 m2-areal, som man fx kender det fra fx Harald Nyborg, Silvan, Rema 1.000 og El-giganten.

Fakta:

  • Retail Architects kom til verden i aprilmåned i år og beskæftiger otte medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge og har outsourcing til udviklingslande i Asien
  • Retail Architects er ejet af den prisvindende og Silkeborg-baserede tegnestue, Årstiderne Arkitekter Group. Sidstnævnte betegner sig selv som bygherrerens ven, hvilket er taget videre med i Retail Architects
  • De har en forventet omsætning på et tocifret millionbeløb i løbet af de næste par år
  • Via projekter og erfaringer fra Årstiderne Arkitekter står Retail Architects bag mere end 750.000 m² handelsprojekt i Norden