Københavnsområdet tegner sig for 45% af de samlede byggeaktiviteter I 2017. Det viser Byggefaktas nylige prognose, som også slår fast, at det er erhvevsbyggeriet, der vil være i fremgang i det nye år.
Den tendens kan aflæses i ordrebogen hos Dansk Halbyggeri, som til daglig holder til i Galten ved Aarhus. Aktuelt opfører den østjyske entreprenør flere projekter i Roskilde, i Ballerup og i Brønshøj.
Byggeprojekter, som ofte er komplekse og med stor volumen, gør, at konsortier vinder frem på et konkurrencepræget marked som dette. Her kan konsortier være indgangen til attraktive kontrakter, som de jyske entreprenører ellers ikke havde haft en indgang til.
”Vi har i høj grad fokus på det sjællandske marked. Det gælder både inden for byggeri til erhverv og industri og haller til sport og fritid. Vi går enten selv, eller som en del af et konsortium, alt afhængig af opgaven, ” lyder det blandt andet fra Dansk Halbyggeri.
Dansk Halbyggeri har en ambitiøs vækststrategi, hvorfor man fortsat er på udkig efter flere samarbejdspartnere.