Finske Eltete OY er producenten bag et bredt sortiment af skærmvægge til toilet- og baderum – som på det danske marked markedsføres af Falkesen ApS i Holbæk.
LTT24 - en type skærmvægge, der bl.a. er anvendt til Jyske Bank Boxen i Herning.
- Målet er, at produkterne bliver et naturligt valg for arkitekter, rådgivere og entreprenører, så skærmvæggene kommer til at indgå i de forskellige byggeopgaver. I øjeblikket er det mest inden for byggeri af institutioner, fordi der her er stor aktivitet inden for nybyggeri og renovering, men også inden for skolebyggeri og idrætsbyggeri er der nu aktivitet på grund af det store behov for renovering og nybyg, siger Jens Falkesen, indehaver af Falkesen ApS.
Skærmvægge er ifølge Jens Falkesen et billigere alternativ til fast installation:
- Med skærmvægge sparer man en del tid og penge på opmuring eller lette konstruktioner med efterfølgende vådrumssikring, derfor kan man få en billigere løsning i god kvalitet – og så er det en løsning, som er mobil og flytbar, siger Jens Falkesen.
Sortimentet hos finske Eltete OY er meget bredt og kan tilpasses de enkelte behov og ønsker. Til egentlige vådrum kan der f.eks. leveres en skærmvæg af typen LTT 13 Compact – en løsning, der bl.a. blev anvendt på Malmø Stadion sidste år og Malmø Arena forrige år.
I Danmark har Falkesen ApS leveret en løsning til MCH Multiarena i Herning – skærmvæggen LTT 24, der typisk anvendes til toiletkerner og depotrum.