To af Vejles gamle, velkendte familievirksomheder bliver til én. Pr. 1. december overtager Byggefirmaet Ove Jensen A/S aktiviteterne fra tømrermester Arne Vedel, der har valgt at sælge sin forretning.
Det opkøbte tømrerfirma har rødder tilbage til 1946, hvor den blev startet på Vejle Havn af Bjarne Vedel, og i 1973 indtrådte sønnerne som partnere. De tre drev virksomheden sammen indtil 1984, hvor Arne Vedel blev eneejer, mens broderen Holger valgte at opbygge et nyt firma.
Også Byggefirmaet Ove Jensen er en familievirksomhed med en lang historie bag sig. Firmaet blev grundlagt i 1978 af Ove Elvin Jensen, der i dag ejer det sammen med sin søn, Henrik Jensen.
- Vore kompetencer og aktiviteter supplerer hinanden perfekt. Arne Vedel har mange serviceopgaver for private og forsikringsselskaber, bl.a. inden for udskiftning af vinduer og døre, mens vi også arbejder meget med ny-, om- og tilbygning. Med integrationen af hans erfarne medarbejdere bliver vi en mere attraktiv samarbejdspartner og kommer til at stå endnu stærkere, så her er tale om det perfekte match, vurderer Henrik Jensen og tilføjer:
- Med sammenlægningen bliver vores forretning især styrket inden for reparation og vedligeholdelse, men samtidig kan vi med højere samlet kapacitet løfte større opgaver end hidtil. Virksomheden kommer til at spænde bredere, og den øgede fleksibilitet er naturligvis også til gavn for vore kunder. Desuden ser jeg en række praktiske fordele i sammenlægningen, siger Henrik Jensen.