MTH Højgaard har solgt serviceaktiviteterne i Promecon og selve Promecon-navnet til L&H-Rørbyg. Adm. direktør Kristian May begrunder beslutningen med, at selskabets aktiviteter ikke længere passer ind i MT Højgaards strategi og fokus:
- Serviceaktiviteterne får i L&H-Rørbyg en solid ny ejer med dette område som omdrejningspunkt. Samtidig har markedet for de traditionelle stålprojekter de seneste år været vigende, så her afvikler vi vores få tilbageværende aktiviteter. Vi er meget tilfredse med denne løsning, siger han.
Serviceenheden har 133 medarbejdere og udgør den største del af Promecon, som er et fuldt ud ejet datterselskab. Den mindre projektenhed afvikles, og koncernen vil, så vidt det er relevant, tilbyde ansættelse til de resterende medarbejdere i MT Højgaards forretningsområde for stålbroer
- På grund af grundlæggende ændringer i Promecons overordnede strategi har vi valgt at finde en ny ejer, L&H-Rørbyg, der vil videreføre alle serviceaktiviteter for de implicerede kunder. Serviceafdelingen får langt bedre udviklingsmuligheder under sin nye ejer, og jeg er meget glad for, at vi har fundet den helt rigtige køber. L&H-Rørbyg matcher vores forretningskoncept, værdier og virksomhedskultur, så jeg er overbevist om, at både vores medarbejdere og kunder er i de bedste hænder, siger Søren Kristensen, adm. dir. for Promecon.
Adm. dir. for L&H-Rørbyg, Henrik Jørgensen, udtrykker ligeledes stor tilfredshed med købet af Promecons serviceafdeling:
- Vi har købt en højt specialiseret og meget erfaren serviceenhed, som kan tage fat og udvide vores kompetencepalet fra dag ét. Enheden passer perfekt ind i vores organisation, har dybtgående branchekendskab og løfter vores serviceydelser til gavn for kunderne, siger Henrik Jørgensen.
L&H-Rørbyg er en af landets førende virksomheder inden for blandt andet fjernvarme, industrirør og modulopbyggede anlæg. Virksomheden har mere end 100 års erfaring og indgår i Kemp & Lauritzen-koncernen.
I forbindelse med købet af Promecons serviceafdeling overtager L&H Rørbyg rettighederne til Promecon-navnet. Promecon a/s lukker derfor ned per 15. december 2010, hvor den tilbageværende forretning – inklusive alle forpligtelser – fortsætter med samme CVR-nummer under navnet MTH Stål.