Esco-projektet med Middelfart Kommune giver store fordele for både brugerne af de kommunale bygninger, kommunens økonomi og miljøet. Samtlige 97 kommunale bygninger er siden efteråret 2008 blevet renoveret med fokus på energibesparelser og allerede i 2010 er Middelfart Kommunes samlede energiforbrug faldet med ca. 20 procent.
Esco-modellen går ud på at investeringerne til renovering, af de kommunale bygninger, tilbagebetales via de årlige besparelser på energiregningen. Schneider Electric kompenserer kommunen økonomisk, hvis den garanterede årlige besparelse ikke opnås.
- Taget i betragtning af at Danmark, i forhold til andre europæiske lande, er kommet forholdsvist sent i gang med Esco, er vi meget stolte af, at projektet har et sådant omfang og ambitionsniveau, at det får europæisk bevågenhed, siger forretningsområdedirektør Morten Dahl, Energy Solutions, Schneider Electric.
Middelfart Kommunes energiprojekt er allerede optaget i kataloget over Europas bedste energiløsninger. Det er sket som led i EU-kommissionens EU-kampagne fra 2009, med det formål at få de centrale beslutningstagere over hele Europa til at se fordelene i at øge investeringer i vedvarende energi og bæredygtige energiløsninger. EU-kommissionen ønsker hermed at sende et stærkt signal om støtte til alle områdets partnere, der vil skabe merværdi ved at dele deres viden og erfaring med andre.
European Energy Service Award uddeles af European Energy Service Initiativ i samarbejde med Berliner Energieagentur GmbH.