Energirenovering kan være en kompliceret og omkostningstung øvelse, særligt når der er tale om større byggeri. I et såkaldt Esco-projekt bliver der garanteret for, at energibesparelsen kan betale for energirenoveringen, og det bliver mindre usikkert for bygningsejerne at investere i renoveringen.
Byggebranchen har efterspurgt uvildig information om krav, procedurer og erfaringer med Esco-projekter samlet ét sted – og det er et ønske som nu bliver opfyldt, oplyser Energistyrelsen.
Energirenovering i større målestok er en stor investering, og det er ofte vanskeligt at få sikkerhed for, hvor store besparelser energirenoveringen kan give på sigt. Med et Esco-projekt finansieres energirenoveringen gennem den kommende energibesparelse, for eksempel ved at en leverandør garanterer besparelsen. Hidtil har der dog manglet samlet information om, hvordan et Esco-projekt tilrettelægges i forhold til udbud, finansiering, ansvarsfordeling osv.
Med en ny platform på Energistyrelsens hjemmeside Sparenergi.dk lanceres der nu et sted med samlet information, som skal gøre det nemmere for flere bygningsejere at benytte Esco-modellen. Dermed imødekommer man en efterspørgsel fra byggebranchen og større bygningsejere, der igennem længere tid har efterspurgt uvildig information om, hvad Esco egentlig er, og hvordan man kommer godt i gang.
– Regeringen arbejder for, at det skal være lettere for bygningsejere at gennemføre energioptimeringer af deres bygninger. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde uvildig information om Esco, som både offentlige og private bygningsejere kan benytte sig af, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Den information, der nu bliver tilgængelig for bygningsejerne, er baseret på konkrete erfaringer og på bidrag fra en bred kreds af aktører, som på forskellig vis har arbejdet med Esco.
– Jeg ser Esco som en central mulighed for bygningsejerne, fordi de på den måde hurtigere kan få gennemført flere og også mere omfattende energirenoveringer, uden selv at stå for hele processen. Og jeg håber, at endnu flere vil overveje muligheden, nu hvor der findes et samlet overblik over, hvad der skal til for at komme i gang, siger Lars Chr. Lilleholt.
Esco er en projekt- og finansieringsmodel, som private og offentlige bygningsejere kan bruge ved større energirenoveringer af deres bygninger.
Det grundlæggende princip i et Esco-projekt er, at energirenoveringen finansieres gennem energibesparelser.
En af de store fordele ved Esco-modellen er, at bygningsejeren ikke skal have ekstra penge op af lommen til at investere i energirenoveringen, men i stedet betaler for energirenoveringen med de sparede energiudgifter.
Esco står for Energy Service Company og er en betegnelse for firmaer, der arbejder med EPC (Energy Performance Contract).