Høje Tåstrup er i dag gennemskåret af jernbane og store veje og rummer dermed flere bydele, som ikke hænger sammen. Det skal der ændres på: Der skal skabes en klar sammenhæng mellem Høje Taastrup Station, City 2 og resten af byen, og der skal være liv og mennesker i byen ved at blande aktiviteter, forskellige funktioner og boliger.
Det er Høje-Taastrup Kommune og Danica Pension, som ejer City 2, der i samarbejde har udskrevet arkitektkonkurrencen om udviklingen af Høje Tåstrup by, og valget er faldet på Team Cobes projektforslag. Team Cobe udgøres af arkitektfirmaet Cobe, Topotek1, Grontmij, ICP og Transsolar.
Idéen i Team Cobes projektforslag er at koble Høje Tåstrup Station og City 2 i et oplevelsesstrøg, der bygger på Høje Tåstrups idræts- og kulturstrategier og åbner City 2 ud mod den nye bydel.
City 2 gennemfører i disse år en total opgradering af centret. Der arbejdes intenst på at udleje ledige lejemål i centret, og som led i strategien rykker Copenhagen Designer Outlets ind i 2013. Derfor samarbejder City 2 med kommunen om at udvikle Høje Tåstrup by og skabe en klar sammenhæng mellem stationen og City 2, så kunder uden bil også finder det attraktivt at handle i Høje Taastrup.
- Vi ser Team Cobes forslag som et rigtig godt udgangspunkt for udviklingen af Høje Tåstrup. Projektet sætter for alvor City 2 i spil ved at åbne facaden mod den nye bydel og skabe en fornyet handelsplads, som med tiden kan brede sine butikker og aktiviteter op gennem den nye bydel, siger Bjarke Bendix Cloos, afdelingsdirektør for Danica Ejendomme.
Høje Tåstrup Kommune og Danica Pension vil nu sammen med Team Cobe færdigudvikle forslaget til fremtidens Høje Tåstrup by, og her vil de mange stærke og spændende elementer fra de tre øvrige projekter blive indarbejdet.
Det færdige forslag skal danne grundlag for en ny lokalplan for området, der åbner mulighed for at realisere projektet – lokalplanen forventes at være klar i foråret 2013. Herefter bliver der åbnet for, at interesserede virksomheder og investorer kan sikre sig en bid af det attraktive erhvervs- og boligområde. Projektet åbner mulighed for, at der kan bygges 155.000 kvm kontorer, butikker og boliger.
I alt fire teams deltog i projektkonkurrencen. De øvrige var Cebra/Transform, Entasis og Henning Larsen Architects/Polyform.