Jernmalm har skabt både arbejdspladser og velstand i Kiruna siden år 1900, da Sveriges nordligste by blev grundlagt. Men minedrift har også gjort undergrunden så usikker, at den truede med at gøre en ende på byen. Derfor besluttede man i 2007 at flytte byen til sikker grund. For nylig vandt White arkitektkonkurrencen om at skabe en ny bymidte.
Udfordringen med at skabe fremtidens Kiruna tiltrak arkitekter fra hele verden. I alt deltog 56 forskellige teams, hvoraf 10 blev udvalgt til at gå videre i konkurrencen. White i Sverige blev valgt som vinder af en enstemmig jury.
- Det er en meget stor anerkendelse af vores unikke måde at arbejde med bæredygtig byudvikling på, derfor blev vi meget begejstrede over nyheden om, at vi havde vundet. At designe en helt ny by er en historisk opgave, som ikke mange arkitekter får mulighed for at prøve. Vi ser meget frem til projektet”, udtaler Monica von Schmalensee, koncerndirektør for White.
Whites vinderforslag har den sigende titel "Kiruna 4-ever" og giver en langsigtet og bæredygtig vision på en udvidelse af byen mod øst. Omflytningen er en fysisk forandring af enorme dimensioner, fordi store dele af byens områder og bygninger skal flyttes til mere sikker grund.
Whites forslag lægger vægt på at skabe attraktive mødepladser og et fantastisk boligmiljø samtidig med, at man tager højde for byens unikke sammensætning af mennesker og kulturer i tæt relation til den unikke arktiske natur.
International modelby
I Kiruna findes både Sveriges største mine, Sveriges største energiforbruger og Europas største jernproducent. Derudover skal man i stor hast udvikle en by i et ekstremt klima. Det stiller store krav, men giver også unikke muligheder for nytænkning inden for bæredygtig byplanlægning, som er et af de centrale omdrejningspunkter i Whites vinderprojekt.
Transportsystemet klimaoptimeres ved, at byen bygges op omkring jernbanen, og der etableres en svævebane til minen. Man vil udnytte lokale materialer og genanvende byggemateriale fra det, der rives ned. Det bliver endnu en af nøglerne til at skabe en unik og ressourceeffektiv by.
- Kiruna skal være en international anerkendt modelby, udtaler Whites Mikael Stenqvist, sagsarkitekt på det vindende forslag, som er udviklet i samarbejde med det firmaer Ghilardi + Hellsten Arkitekter.