Forvandling i Skovgårdsparken

P+P arkitekter og Brabrand Boligforenings er i gang med en tiltrængt renovering af bebyggelsen Skovgårdsparken i Århus, som vil give beboerne store energibesparelser
Tekst: 

P+P arkitekter vandt i 2004 en af Brabrand Boligforening afholdt totalentreprisekonkurrence med skærpede energikrav i forhold til datidens krav. Nu er projektet efter en lang proces hos Byggeskadefonden opgraderet til et energikrav, der hedder 25 kWh/kvm pr. år, som er væsentlig lavere end kravene til nybyggeri i 2015, ud fra en forventning om at spare op til 90 pct. på energiforbruget.

Skovgårdsparken i Århus er en bebyggelse fra 1960’erne, der står over for en gennemgribende energirenovering. Bebyggelsen er nabo til Gjellerupparken i det vestlige Århus og har i mange år kæmpet med nedslidte bygninger og store renoveringsopgaver. I foråret 2011 er renoveringen af ni blokke indeholdende i alt 256 boliger igangsat. Projektet skal stå færdigt i 2013.

Projektet omfatter nye facadepartier, nye vinduer, inddækning af altaner, nyt tag, udskiftning af vand- og varmeinstallationer, renovering af faldstammer samt udskiftning af eksisterende udsugningsanlæg til boligventilation med varmegenvinding. Der installeres solvarme til varmtvandsproduktion, og der forberedes for tilslutning af jordvarmeanlæg med lodrette energibrønde boret ned i terrænet, hvorfra varmen genvindes til opvarmning af boligerne.

De nye facadepartier udføres i skærmtegl uden på efterisoleringen på indgangsfacader og gavle. På vestfacaden skyder de udvidede altaner sig ud fra skærmteglskappen. Brystningerne efterisoleres og beklædes med facadeplader i samme farve som skærmteglen.

Desuden indeholder projektet forslag til nye fællesarealer og nye grønne områder mellem blokkene. Projektet skal være et forgangseksempel på, hvordan en kvalificeret renovering kan forbedre boligmiljøet samtidig med, at miljøbelastningen formindskes.