Selvom DSB får lov til at køre lette tog over Storstrømsbroen, så er det endnu ikke afklaret hvordan togtrafikken fra hovedstaden og det øvrige Skandinavien og sydpå skal afvikles fremover.
- Det er ikke bare dristig, det er også uansvarligt, at politikerne baserer togtrafik mod Femern på en gammel bro fra 30’erne. Især når der åbenbart ikke er ført tilstrækkeligt tilsyn med broens tilstand. Det burde ellers være naturligt, når man har satser på en så dristig løsning, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører, der er et branchefællesskab i Dansk Byggeri.
På den baggrund er det ifølge entreprenørerne uforståeligt, at transportminister Henrik Dam Kristensen skyder en beslutning om en ekstra bro til 2012 eller 2013, når et analysearbejde af den gamle bro er fremlagt.
- Der er ingen grund til at vente med en beslutning om en supplering af den gamle Storstrømsbro. Selv om den repareres, er dens levetid næppe meget længere end 25 år, siger Niels Nielsen og fortsætter:
- De godstog, som man kører med i dag, vejer 2 til 3 gange så meget som tilbage i 30’erne, og så skal der med åbningen af Femernforbindelsen køre måske 10 gange så mange tog over broen som dengang. Derfor skal man hellere bruge kræfter på tekniske forundersøgelser for en ny forbindelse til aflastning af Storstrømsbroen, end undersøgelser af den gamle bros tilstand, da dens dage som eneste togforbindelse fra København og sydover under alle omstændigheder er talte, slutter Niels Nielsen.
Storstrømsbroen fra 1937 er den eneste rute for tog fra København og det øvrige Skandinavien sydpå mod den Femernforbindelse, som åbner i 2020.