Hardangerbroen i Norge åbnede for trafik i weekenden. MT Højgaard har opført broen, der med et hovedspænd på 1.310 meter forbinder fjeldene på hver side af Hardangerfjorden.
Med åbningen af Hardangerbroen er køreturen mellem de store norske byer Bergen og Oslo blevet markant hurtigere. Broen åbnede lørdag, hvor der var stor folkefest med omkring 2.000 fremmødte.
10.000 tråde i hvert kabel
MT Højgaard har arbejdet på broen siden 2009, og undervejs er der monteret cirka 15.000 ton stål. De to bærekabler alene vejer 6.400 ton, og de er trukket over på stedet ved hjælp af en kabelbane med et hjul, som har kørt frem og tilbage over fjorden i 200 meters højde. Hvert kabel består af i alt 10.000 tråde, som til sammen giver et kabel med en diameter på 60 cm.
Vejbanen er sat sammen af 23 stålkasser på hver 400 ton, som er sejlet ind under broen og hejst op ved hjælp af en specialfremstillet kran, hvorefter de er svejset sammen.
- I sin form minder broen om Den nye Lillebæltsbro og Farøbroen, som vi kender i Danmark og flere af de andre hængebroer, vi har opført gennem tiderne. Metodemæssigt har vi forfinet nogle teknikker og udviklet særligt udstyr til opgaven, som vi forventer, at vi også kan drage nytte af i fremtiden, siger Henning Schultz, divisionsdirektør i MT Højgaard.
Vejret har været den største udfordring undervejs. Det blæser meget mellem fjeldene, og af hensyn til sikkerheden kan der ikke arbejdes i højderne og ude over vandet, når vinden er for kraftig. Når vejret er godt er udsigten fra broen til gengæld fantastisk, og medarbejderne har nydt at arbejde på en af verdens flotteste byggepladser.
- For vores folk har det været en helt speciel oplevelse at være med til at opføre Hardangerbroen, som allerede er et ikonisk vartegn for området. Projektet har budt på mange spændende udfordringer, og vi har haft et godt og løsningsorienteret samarbejde med både vores underentreprenører og vores bygherre, Statens Vegvesen, siger Henning Schultz.
Broen ligger cirka to timers kørsel fra Bergen og erstatter en færgerute over den naturskønne Hardangerfjord. Broen har to vejbaner og en kombineret cykel- og gangsti. På begge sider af fjorden sker tilkørslen til broen direkte fra tunneler gennem fjeldet.
MT Højgaard har i mere end 80 år opført stålbroer mange steder i verden. Blandt de mest kendte er Lillebæltsbroerne, Farøbroerne, Øresundsbroen, Högakusten-broen i Sverige og Pont de Normandie i Frankrig
Fakta om Hardangerbroen:
Totallængde: 1.380 meter
Hovedspænd: 1.310 meter (Golden Gate Bridge: 1.280 meter, Den ny Lillebæltsbro 600 meter)
Højde på pyloner: 202,5 meter
Gennemsejlingshøjde: 55 meter
Bygherre: Statens Vegvesen
Samlet pris: 2,3 mia. NOK
Stål- og montagearbejde: MT Højgaard
Betonarbejde: Veidekke
Tilkørselsveje: AF Gruppen