Fem teams i designkonkurrence om Copenhagen Arena

Fem teams er blevet prækvalificeret til at komme med bud på design af den kommende multiarena i København

I efteråret blev design- og projekteringsopgaven af Copenhagen Arenea udbudt i totalrådgivning til designteam bestående af arkitekter, ingeniører og arenaeksperter. 41 teams ansøgte om at blive prækvalificeret til konkurrencen, og parterne bag Copenhagen Arena - Københavns Kommune og Realdania - har nu udvalgt fem designteams:

  • 3XN, HKS architects, Arup og ME Engineers
  • C.F Møller, Grimshaw, Arup, Niras og Marianne Levinsen
  • Foster + Partners, Arkitektfirmaet 78 og Arup
  • Hopkins Architects, Pöyry, Friis & Moltke, Arup, Rambøll og Jeppe Aagaard Andersen
  • Populous, Dissing+Weitling, Buro Happold, Rambøll, Schönherr, Vanguardia og Charcoal Blue

- Vi står over for gennemførelsen af et meget komplekst projekt, hvor ambitionen er at opnå solide by- og bygningsmæssige kvaliteter i en international arena i København, der med sine mange tilbud vil kunne medvirke til at skabe det mangfoldige og aktive byliv, som gør en storby spændende at leve i. Bygningen vil blive super fleksibel og skal fungere som et ’plug and play’ for ethvert internationalt show, koncert eller sportsbegivenhed. De fem teams, der er udvalgt til designkonkurrencen, har dokumenteret kompetencer på det højeste internationale niveau til netop at kunne løse en opgave af denne type, siger Flemming Borreskov, administrerende direktør i Realdania.

Driftoperatør udpeget

Samtidig har man afgjort hvilket firma, der  skal stå for driften af Copenhagen Arena, der skal opføres i Ørestad Syd. Fem operatører blev udvalgt til første runde, og her gik AEG Facilities og Live Nation videre til anden runde. Live Nation vandt udbuddet som operatør og ansvarlig for arrangementerne i arenaen.

Det endelige valg mellem de bydende er foretaget på baggrund af objektive kriterier, hvor de finansielle og kommercielle elementer er vægtet tungest. Live Nation scorede højest på alle kriterier.