NCC Property Development har solgt en kontorejendom, der skal huse IT-virksomheden ATEA’s nye domicil i Aarhus til PenSam. Salget af kontorprojektet har resultateffekt i første kvartal 2013, når ejendommen er færdigopført, oplyser NCC i en meddelelse.
Kontorejendommen omfatter 10.477 kvadratmeter kontor og er fuldt udlejet til IT-virksomheden ATEA A/S, der overtager lejemålet den 15. februar 2013.
- Salget til PenSam er en bekræftelse af, at gennemtænkte og miljørigtige kontorejendomme er interessante for investorerne. Med ATEA’s domicil, der er udviklet som en GreenBuilding og samtidig vil blive BREEAM-certificeret på niveau ”very good”, har vi sigtet efter at tilbyde en investering, der kan være med på den lange bane rent miljømæssigt, siger direktør i NCC Property Development, Ole Faurby.
- For PenSam er det vigtigt, at vores ejendomsportefølje udvikler sig i takt med markedet og de miljømæssige landvindinger, der sker. Vi lægger stor samvittighed i at vælge de rigtige investeringsobjekter, der kan sikre det rigtige afkast til vores medlemmer og samtidig leve op til vores krav til ansvarlige investeringer, udtaler PenSams ejendomschef Svend Pedersen.
ATEA’s nye domicil på Tangen 4 er samtidig en af Aarhus’ mest moderne og grønne kontorbyggerier og har de nyeste IT-løsninger inden for styring af varme, ventilation, køling, belysning, solafskærmning og akustik. Byggeriet skal rumme ATEA’s 400 medarbejdere i Aarhus.
Byggeriet, der blev påbegyndt i januar 2012, gennemføres af NCC Construction Danmark i totalentreprise.