Tidligere sygehus i Haderslev solgt til privat ejendomsselskab

Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, har solgt det tidligere sygehus i Haderslev til ejendomsselskabet, Udsigten Haderslev ApS

Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, har solgt det tidligere sygehus i Haderslev til ejendomsselskabet, Udsigten Haderslev ApS. Nu står den store ejendom overfor en omfattende transformation.

Freja Ejendomme har solgt det tidligere sygehus på Skallebækvej 7A i Haderslev. Køber er ejendomsselskabet, Udsigten Haderslev ApS.

Det tidligere sygehus er en omfattende ejendom med et etageareal på 51.868 m2 og ligger på en 341.944 m2 stor grund. Der er fra ejendommen en enestående udsigt ud over Haderslev Dam og ejendommen nyder i det hele taget en meget naturskøn beliggenhed, samtidig med at der kun er ca. 2 km. til Haderslev By og små 4 km. til E45-motorvejen.

Omfattende transformation

Nu står den velkendte ejendom over for en omfattende transformation. Det er således købers intention at omdanne den store ejendom til udlejningsboliger målrettet seniorer og familier samt hotel og kontorerhverv.

Planen er, at man vil bevare og transformere en stor del af den eksisterende bygningsmasse, imens man kommer til at nedrive de arealer som ikke kan genanvendes. Køberne har desuden stort fokus på ejendommens enestående naturkvaliteter, og derfor skal naturen omkring dammen bibeholdes og der skal fortsat være offentlig adgang.

Kristin Arendt, der er partner i køberselskabet, udtaler på vegne af ejerkredsen: ”Vi er utrolig glade for og stolte over, at få lov til at bringe liv i det tidligere sygehus, der har betydet meget for de lokale borgere og står som et stolt monument, der sukker efter liv og mening. Vores intentioner er at skabe en boligdestination for borgere både lokalt og i det øvrige Sønderjylland. Vi ser frem til at udvikle ejendommen og skal nu til at lave en ny lokalplan for området i tæt samarbejde med Haderslev Kommune. Et samarbejde som vi ser frem til”.

Mads Skau, borgmester i Haderslev Kommune siger:

”Det er et rigtig godt og vigtigt skridt for udviklingen i Haderslev Kommune. Det tidligere sygehus har en af kommunens bedste beliggenheder, og det glæder mig utroligt meget, at det nu kommer borgerne i Haderslev Kommune til gode og samtidig er med til at tiltrække nye indbyggere, turister og de medfølgende erhverv. Salget kommer på et tidspunkt, hvor der er godt gang i udviklingen i kommunen, selvom der er opbremsning mange steder. Men vi har noget helt særligt at byde på med den natur, der er lige uden for døren, og de muligheder der er for at udnytte det potentiale, og derfor er jeg overbevist om, at investorerne vil lykkes med at skabe et projekt, der kommer hele kommunen til gode i mange år fremover”.

Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme siger:

”Jeg er utrolig glad på vegne af Haderslev Kommune og hele lokalområdet, som nu kan se frem til nyt liv i og omkring den store ejendom, der står over for en kæmpe transformation. Jeg er sikker på, at vi har fundet den helt rigtige investor, som kan løfte opgaven med at udfolde ejendommens kæmpe potentiale. Vi har i hele denne proces haft et rigtig godt samarbejde og tæt dialog med Haderslev Kommune, og jeg ser frem til at fortsætte dette gode samarbejde om vores andre ejendomme i kommunen”.

Freja Ejendomme overtog ejendommen af Region Syddanmark i 2014 efter sygehusreformen, hvor Haderslev Sygehus blev nedlagt og funktionerne flyttet til sygehusene i Sønderborg og Aabenraa. Freja Ejendomme har siden indgået i løbende dialog om udviklingsplaner med en række interesserede investorer, hvor flere forskellige projekter har været på tale. 

Fakta:

Ejerkredsen bag Udsigten Haderslev ApS er Sax Ejendomme Aps og Seguro Management Aps.

Udsigten Haderslev ApS overtager ejendommen 31. december i år.