Pihl har sammen med Christensen & Co. Arkitekter A/S og Grontmij A/S vundet opgaven med opførelse af et nyt p-hus til Glostrup Hospital. I konkurrencen blev forslagene vurderet på bl.a. økonomi, arkitektur, funktionalitet og bæredygtighed.
- Pihl har opført flere p-huse og p-anlæg i Hovedstadsområdet, og vi glæder os til at være med til at løse et behov for flere p-pladser til Glostrup Hospitals brugere. Det kan være en udfordring at integrere et p-hus med mange parkeringspladser i et grønt område, men på grund af den runde form har det været muligt at skabe ca. 400 nye p-pladser i et p-hus, der med sine grønne facader kan integreres flot i områdets frodige landskab , siger underdirektør Per Semmling, E. Pihl & Søn A.S.
P-huset konstrueres som en cirkelformet bygning med spiralformede dæk. Den runde form medfører god plads til en bred kørevej og nem adgang til p-pladserne, som gør det komfortabelt for brugerne at komme ind og ud af huset og at parkere. Konstruktionen gør det samtidig muligt på en let og enkel måde at udvide huset opad med yderligere 100 p-pladser, hvis der bliver behov for det på et senere tidspunkt.
Bygningen får naturlig ventilation, og i dagtimerne kan kunstlyset reduceres til et minimum, fordi dagslyset får let adgang til dækkene på grund af den smalle bygningskrop.Udvendig beklædes facaderne med heldækkende planter. Der tages udgangspunkt i den lokale flora, og facadens visuelle udtryk vil variere med årstiderne. Facadebeklædningen er både pladsbesparende, miljøvenlig og let at vedligeholde, og der etableres mulighed for at anvende brugt vand til vanding, fx tagvand fra bygningen. P-huset opføres med in situ-støbte fundamenter og elementbyggeri over jord.
Detailprojekteringen er i gang, og Pihl begynder selve opførelsen af p-huset i efteråret 2013. I slutningen af 2014 kan brugerne af hospitalet tage det nye p-hus i brug. Rambøll er bygherrerådgiver på det nye p-hus.