Der er tænkt grønt i forbindelse med det nye parkeringshus på Bispebjerg Hospital. Både når det handler om husets energiforbrug, men også i forbindelse med en tagterrasse på 4. sal med lille have. Her har seks parkeringspladser måttet lade livet, og huset har i stedet fået en grøn plet, som alle kan nyde.
– Vi ville gerne noget mere end udelukkende parkeringspladser, og omkostninger ved at etablere en lille have var beskedne. Det handlede allermest om adgang til vand, så vi har fået en vandhane derop, fortæller vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Og der er muligheder med den lille grønne plet i p-huset. For der er samtidig en dialog i gang med naboerne om at etablere en nyttehave, som de selv kan drive.
– Hvis naboerne kan få glæde af det, så bliver en + en mere end to. De kan eventuelt lige så godt dyrke grøntsager, så hvorfor ikke tilbyde arealet til dem, siger Claes Brylle Hallqvist.
Det er dog betinget af, at naboerne danner en haveforening, så der er en reel samarbejdspartner, og flere får glæde af p-husets grønne plet end blot to naboer.
– Vi har nu etableret dette projekt med have – og det kan der altså sagtens bygges videre på.
Haven har fri adgang, og der er fri udsigt mod sydvest, hvor der er en balkon, hvorfra man kan kigge ud mod Grundtvigskirken.
Ud over tagterrassen med have bliver der på taget, 7. etage, opført en udsigtsplatform med en kikkert, så besøgende kan nyde den enestående udsigt over København.
– Vi vil gerne gøre parkeringshuset til en destination og give lidt tilbage til byen. Vi ved, at mange er kede af at få så markant en nabo. Man kan mene, hvad man vil om arkitekturen; jeg synes, det er et flot og iøjnefaldende vartegn for hospitalet, siger Claes Brylle Hallqvist og fortsætter:
– Der er jo en fantastisk udsigt på 360 grader oppe på taget, så det er helt oplagt at få en kikkert på taget. Du kan kigge helt til Sverige og se hele København.
Han oplyser, at udsigtsplatformen bliver som en hemmelig lille oase, som der ikke bliver reklameret for.
– Der er fri adgang, og du kan tage elevatoren, bilen eller gå derop. Men vi vil gerne have, det er sådan lidt wow-agtigt, og at stedets kendskab bliver spredt fra mund til mund.
De grønne tiltag strækker sig også til husets energiforbrug. På taget over rampen sidder 200 kvm solceller, som dækker 20 procent af husets energiforbrug. Under huset sikrer et såkaldt forsinkelsesbassin, at regnvand opsamles og ikke ledes væk hurtigere, end at byens kloakker kan følge med. Så fra nederst til øverst er der tænkt i bæredygtighed.
Selv om der er røget et par parkeringspladser for at give plads til noget grønt, så har huset stadig 600 p-pladser, som er til fri afbenyttelse. Hver plads har en lille lampe i loftet, som lyser grønt, hvis pladsen er fri, og rødt, hvis pladsen er optaget. Handikappladser har blå lamper. På den måde er det let at overskue, hvor der er frie plader.
Parkeringshuset har 600 parkeringspladser, heraf ti handikappladser og ti motorcykelpladser. Huset er tegnet og opført af 5E Byg, Aarstiderne Arkitekter og Cowi.
Foto: Parkeringshuset bliver et markant vartegn for Bispebjerg Hospital. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.