Dansk økonomi bevæger sig fortsat i slæbegear, men der er forventning om, at gearet måske kan komme en tak op i 2014 i forhold til 2013, viser en rundspørge, magasinet Byggeplads.dk har foretaget blandt fagøkonomer og organisationer inden for byggeriet.
Der er forventninger om højere vækst i det private forbrug og eksporten, men det private erhvervsliv vil fortsat være forsigtigt med at investere. Derfor er der udsigt til fortsat lavvækst inden for boligbyggeri og erhvervsbyggeri, mens det offentlige trækker aktiviteterne op med såvel nyt byggeri, nye anlæg samt renovering.
- Vi kan konstatere, at virksomhederne begynder at investere mere i maskiner, transportmidler og IT. Men der er et stykke vej til, at der bliver behov for at investere i kapacitetsudvidelse i form af nye bygninger. Det er der forsat for mange ledige lokaler til, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
Lille stigning i byggejob
Beskæftigede arbejdere, funktionærer og mestre ved bygge- og anlægsvirksomhed
2010 | 2011 | 2012 | 20135 | 20145 | |
Nybyggeri | 30.100 | 33.500 | 33.000 | 32.000 | 30.500 |
Bygningsreparation | 53.900 | 55.200 | 54.300 | 55.000 | 58.500 |
Anlægsvirksomhed | 18.000 | 19.100 | 19.300 | 18.500 | 19.500 |
Andet arbejde | 4.800 | 4.400 | 3.800 | 4.000 | 4.000 |
Kontorarbejde | 24.100 | 23.600 | 23.300 | 24.000 | 24.000 |
Ikke på arbejde* | 12.300 | 10.100 | 10.900 | 10.500 | 10.500 |
Beskæftigede i alt | 143.200 | 145.900 | 144.600 | 144.000 | 147.000 |
*) Ikke på arbejde på grund af dårligt vejr, ferie, sygdom og undervisning samt strejke. S Dansk Byggeris skøn
Dansk Byggeri vurderer, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vil stige med ca. 3.000 personer i 2014 efter et næsten uændret niveau fra 2012 til 2013. Et af de lyspunkter, som branchen mærker, er resultaterne af Vækstplan DK, herunder Bolig-Jobordningen og renoveringer i den almene sektor.
- Det er positivt, om end det er små tal, vi taler om i forhold til den ledige kapacitet, vi har i byggeriet. Omfanget af det påbegyndte byggeri vil i år falde til det laveste niveau i de sidste 20 år. Boligbyggeriet vil sætte bundrekord med kun 9.000 påbegyndte boliger, hvilket ikke er set siden 1940-45. Erhvervsbyggeriet ligger også på et historisk lavt niveau med kun 1,8 mio. kvm, siger Finn Bo Frandsen.
- Vi forventer, at byggeaktiviteten får et løft i 2014, men en bremse kan blive virksomhedernes manglende muligheder for finansiering, siger Jacob Thiel, cheføkonom hos Håndværksrådet.
Derfor er det meget tydeligt, at det stadig er de offentlige investeringer, der holder hjulene i gang i bygge- og anlægssektoren. Det offentlige nybyggeri stiger på grund af regionernes mange hospitalsprojekter og forøgelsen af de kommunale anlægsbudgetter. Der er også offentlige tilskud til den ellers nogenlunde selvfinansierede BoligJobordning, som dog bidrager, sammen med blandt andet iværksættelsen af de mange renoveringer af de almene boliger, til at stimulere aktiviteten ved bygningsreparation.
- I den forbindelse fik byggeriet lidt vind i ryggen, da oktober sluttede med en orkan, der i løbet af den korte tid, den varede, efterlod sig ødelæggelser, som vi foreløbig vurderer, vil øge beskæftigelsen med ca. 4.000 mandår og omsætningen med ca. 3,5 mia. kr., siger Finn Bo Frandsen.
På anlægsområdet ser det godt ud. Aktiviteten er tilfredsstillende, og der er udsigt til stigende aktivitet som følge af mange store infrastrukturprojekter og en række fremrykkede aktiviteter, der er led i de politiske aftaler i foråret.
- Vi ser på anlægsområdet nogle af de fornuftige investeringer, som har til formål at binde Danmark bedre sammen i forhold til erhvervsudvikling og arbejdskraft og knytte bedre trafikforbindelser til verden omkring os med investeringer f.eks. Femern, jernbanenettet og havneudvidelser, slutter Finn Bo Frandsen.
- I Håndværksrådet forventer vi, at byggeaktiviteten i 2014 får et løft af de forbedrede konjunkturer herhjemme. Nybyggeriet vil dog ligge noget under ‘normalen’, men renoveringsdagsordenen kommer til at fylde mere, og vi regner med, at håndværkerfradraget fortsat viser sin styrke næste år, siger Jacob Thiel, cheføkonom hos Håndværksrådet. Han ser samtidig at en bremse for væksten er finansiering:
- Finansieringsproblemstillingen vil dog også være meget fremherskende i 2014 og en del mindre byggevirksomheder vil have svært ved at kunne stille garantier, da de finansielle udbydere stiller større krav, pointerer Jacob Thiel.
- 2013 ser ud til at slutte på en bølge af ny vækst, de seneste seks måneder har virksomhederne oplevet fremgang inden for energi, bolig- og erhvervsbyggeri, siger Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører(FRI).
Hos Nykredit vurderes det, at seks års vækstkrise lakker mod enden, men byggeriet vil kun bidrage svagt til væksten.
- Efter seks års historisk vækstkrise er der nu igen behersket fremgang i dansk økonomi. Det er særligt husholdningerne, der har skruet op for optimismen, mens også industrien nyder godt af den fornyede fremgang på vores største nærmarkeder. Det bekræfter os i, at andet halvår af 2013 vil komme til at udvise et opsving, siger Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit. Han fortsætter:
- Byggeriet forventes dertil kun at bidrage svagt til væksten. Boliginvesteringerne er faldet i såvel 2012 som 2013, hvor det særligt er nybyggeriet, der ligger underdrejet, mens hovedreparationerne omvendt holdes oppe af bl.a. Bolig-Jobordningen. Oktoberstormen kan dog give en kortvarig aktivitetsindsprøjtning til byggesektoren. Vender vi blikket mod 2014, er der således også udsigt til, at der kommer lidt mere gang i boliginvesteringerne. En fremgang, der primært vil være drevet af den moderate fremgang i boligpriserne, der langsomt men sikkert gør det mere attraktivt at bygge nyt og renovere den eksisterende bolig, siger Tore Stramer.
Samlet set forventer Nykredit en BNP-vækst på 0,2 procent i år stigende til 1,5 procent i 2014 og 1,6 procent i 2015.
Ifølge Steen Bocian, chefanalytiker hos Dansk Bank er der lys forud for dansk økonomi:
- Udsigterne for byggeriet er derfor ikke så ringe – og de meget dystre meldinger i byggeriets konjunkturbarometer tegner til at blive gjort til skamme, siger Steen Bocian, chefanalytiker hos Danske Bank.
- Det begynder at lysne for dansk økonomi. Der er grund til at forvente anstændig vækst i økonomien i 2014, og vi kan måske i det små være ved at tage fat på den spæde start af et økonomisk opsving. Den forventede fremgang vil også smitte af på byggeriet, som over de seneste år makroøkonomisk set faktisk slet ikke har klaret sig så ringe, som man måske til tider kan få indtryk af ud fra den offentlige debat, siger Steen Bocian og fortsætter med optimistisk udmelding for byggeriet:
- Særligt vigtigt for byggeriet er det, at krisen på boligmarkedet er løjet betydeligt af i styrke. Siden starten af 2012 har huspriserne været svagt stigende, og når vi kigger på markedet for ejerlejligheder i København, så har der endda været tale om en betydelig vækst. Stigende boligpriser trækker typisk op i aktiviteten i byggeriet. Det kommer også til at ske denne gang. Der er ikke grund til at forvente massiv aktivitetsfremgang, da væksten i huspriserne sandsynligvis bliver afdæmpet, men mindre kan også gøre det, siger Steen Bocian og fortsætter:
- Erhvervslivets bygge- og anlægsinvesteringer ventes nemlig også at stige i 2014, det skal ses i lyset af, at aktivitetsniveauet er lavt, men dertil kommer, at en del semioffentlige investeringer ventes at blive sat i gang næste år. Byggeriet vil, hvis der ellers kommer lidt mere gang i de økonomiske hjul over de kommende år, blive udfordret af, at en del af den ekspansive økonomiske politik vil skulle trækkes tilbage. Det vil dog ikke ramme allerede i 2014, hvor der er udsigt til stigende offentlige investeringer – men allerede i 2015 er der planlagt en betydelig nedgang. Udsigterne for byggeriet er derfor ikke så ringe – og de meget dystre meldinger i byggeriets konjunkturbarometer tegner til at blive gjort til skamme, siger Steen Bocian.
De seneste fire år har de rådgivende ingeniører klaret sig gennem krisen med en stabil omsætning – og en desværre markant ringere indtjening end i årene op til krisen. Men 2013 ser ud til at slutte på en bølge af ny vækst, de seneste seks måneder har virksomhederne oplevet fremgang inden for energi, bolig- og erhvervsbyggeri. Samtidig er det høje niveau inden for infrastruktur og i det offentlige byggeri fastholdt, siger Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører(FRI).
- Der er således udsigt til, at 2014 bliver et år, hvor de rådgivende ingeniører når nye højder i forhold til omsætningen. Ses der på de ordrebøger der rækker ind i 2014, så kan vi se at en større del af fremgangen kommer fra det private marked. Det er ikke bare en positiv nyhed for de rådgivende ingeniører, og byggeriets øvrige virksomheder. Det indikerer også, at den generelle økonomi er i bedring, siger Henrik Garver og tilføjer:
- Vender vi blikket mod 2014, er der udsigt til, at der kommer lidt mere gang i boliginvesteringerne, siger Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit.
- Udfordringerne for de rådgivende ingeniører i 2014 bliver derfor, at løfte indtjeningen, at fastholde og styrke staben af kompetente medarbejder i alle nicher af rådgiverbranchen og at gribe de muligheder, der kommer i kølvandet på den nye vækst i Danmark, i Europa og i verden.
OECD sænker sine skøn for væksten i dansk økonomi en lille smule i sin nye og halvårlige Economic Outlook. OECD forventer således nu en vækst på 0,3 procent for 2013, 1,6 procent til næste år og 1,9 procent i 2015.
Påbegyndt byggeri i 1.000 kvm etageareal
2010 | 2011 | 2012 | 20135 | 20145 | |
Helårsbeboelse | 2.170 | 2.100 | 1.650 | 1.330 | 1.450 |
Fabrikker & værksteder | 280 | 280 | 300 | 250 | 250 |
Administration & handel | 940 | 870 | 700 | 650 | 600 |
Øvrige byerhverv | 340 | 240 | 250 | 250 | 250 |
Landbrug | 770 | 860 | 700 | 650 | 600 |
Erhvervsbyggeri i alt | 2.330 | 2.250 | 1.950 | 1.800 | 1.700 |
Kultur og institutioner | 330 | 360 | 370 | 400 | 450 |
Bygninger i øvrigt | 920 | 790 | 630 | 570 | 600 |
Sommerhuse | 220 | 180 | 150 | 150 | 150 |
Garager og udhuse | 570 | 500 | 400 | 300 | 350 |
Byggeri i alt | 5.750 | 5.500 | 4.600 | 4.100 | 4.200 |
S: Dansk Byggeris skøn