Det går den forkerte vej med udbudsmaterialet. Det fortæller danske tømrermestre i en rundspørge for Træsektionen i Dansk Byggeri. I rundspørgen, hvor 109 tømrermestre har svaret, angiver næsten otte ud af ti, at de ser ufuldstændigt udbudsmateriale som noget, der vil udfordre branchen de kommende år.
Men problemet er her allerede i hele bygge- og anlægsbranchen, forklarer erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius og fortæller, at blandt andet de tegninger og beskrivelser, der følger med ved et udbud, i flere og flere tilfælde har mangler. Derfor har håndværksmestrene svært ved at gennemskue, hvilken opgave de byder på.
- Det betyder, at der i flere tilfælde er tale om rene gætterier, når mester sætter sig ned og regner på et tilbud. Og viser det sig, at byggeriet bliver dyrere end ventet, ender det som regel i en kamp med bygherre om, hvem der har undervurderet tingene, og hvem der derfor skal betale regningen. Det er ikke hensigtsmæssigt, når man skal drive virksomhed, og det giver en frustrerende byggeproces, hvor fokus er på meget andet end selve opgaven, siger Torben Liborius og forklarer videre:
- Der er typisk så mange om buddet, at det er umuligt at stille krav til bygherre, før der bydes på opgaven. Og da det er et ret udbredt problem, er det de færreste virksomheder, der har råd til at ignorere opgaven, fordi der er i tvivl om, hvor omfangsrigt arbejdet i virkeligheden er.
Dansk Byggeri opfordrer derfor blandt andet til, at bygherre har foretaget de nødvendige forundersøgelser, og at udbudsmaterialet er tydeligt gennemprojekteret, da der ikke er tid til et større ”detektiv-arbejde” ved udregning af tilbud.
- Jeg tror, en del af problemet skyldes, at der er utroligt stort tidspres på rådgiveren, som derfor forhaler arbejdet. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at mange rådgivere i dag har minimal praktisk erfaring fra byggepladsen, og i nogle tilfælde er der bare langt fra teori til praksis, siger Torben Liborius.
Tidligere i år har Gulvbranchen peget på samme problem på basis af en undersøgelse blandt foreningens medlemmer.
Bliv klogere på udbudsret og udbudsmateriale - deltag i kurset "udbudsret for praktikere" 17. november i Aarhus.