- Vores fælles mission er at give den danske arkitektbranche det, den mangler – nemlig kombinationen af vores høje internationale niveau indenfor nytænkende arkitektur og ARCnordics mangeårige specialisering og erfaring med mere klassisk dansk arkitektur, byggeteknik og specialiseret byggeledelse, siger Ulrik Raysse, direktør i ARROW, der står bag meget store og præstigefyldte projekter i både USA, Irland, Sverige, Dubai og Litauen, men først nu, med det nye samarbejde, træder ind på det danske marked.
Peter Lindholm, direktør i ARCnordic tilføjer:
- Vi tror på, at markedet kan se, at når vi forbliver to selvstændige og meget specialiserede firmaer, så bliver vi en stærkere fælles enhed, der skaber merværdi for vores kunder og samarbejdspartnere.” Det er tydeligt, at de begge brænder for en bedre kundeoplevelse, og Peter Lindholm uddyber, ”vi kan nu udfylde det tomrum, som er opstået, hvor de traditionelle projekteringsfaser og arbejdsgange ikke imødekommer de risici som bygherrerollen indebærer i dag – både processuelt, økonomisk og juridisk. At vi nu samler vores specialer gør, at vi bedre kan lytte til, forstå og imødekomme alle bygherrens succeskriterier, og derfra er vejen til værdioptimering og trygge byggeprocesser meget kort.”
Direkte adspurgt, om ikke en fusion mellem de to firmaer er nærliggende, svarer Ulrik Raysse og Peter Lindholm samstemmende:
- Det har vi naturligvis drøftet, og vores konklusion var helt klart, at vi sikrer vores unikke spidskompetencer bedst, hvis vi fortsætter som to selvstændige specialvirksomheder, men sammen tilbyder det bedste af to verdener i én samlet løsning.
Store ambitioner
Ambitionerne er store for de nye samarbejdspartnere. Det ses allerede nu, da man sammen og i fællesskab med ingen mindre end UNStudio fra Holland har budt ind på det nye vandkulturhus på Papirøen, ligesom man er i fuld gang med et konkurrenceprojekt på den 100 mio. kr. store ombygning af Gilleleje Skole.
Om blot en uge bliver Cannes i Frankrig det summende centrum, når 25.000 ejendomsfolk fra hele verden samles til den årlige MIPIM-konference, og der vil det nye ARROW + ARCnordic-samarbejde for alvor blive markedsført.
-Vi glæder os naturligvis over timingen, selvom vi nok må erkende, at den er lidt tilfældig,” smiler Peter Lindholm, der ser frem til at møde både eksisterende og nye samarbejdspartnere i det sydfranske. Ulrik Raysse uddyber: ”Vi bor på en båd i havnen dernede, og vi har allerede mange aftaler med gæster, der kommer forbi for at høre om os og tale fremtidigt samarbejde. Men har andre lyst til at møde os dernede, så er det bare at kontakte Peter eller jeg, slutter Ulrik Raysse, inden de to nye venner i den danske ejendomsbranche skynder sig tilbage for at arbejde videre med de fælles projekter.
Fakta
ARROW + ARCnordic er et strategisk samarbejde mellem selskaberne ARROW Architects ApS og ARCnordic A/S. Til sammen beskæftiger de to selskaber ca. 35 medarbejdere.