Viden om effektiv konvertering af solenergi kombineret med stor indsigt i solceller har skabt ny effektiv elektronik til brug i solcellelamper. Elektronikken er udviklet på DTU, og belysningsvirksomheder forventer, at den vil skabe et boom på markedet for solcellelamper i de kommende år.
Anvendelse af solceller som energikilde til udendørs belysning er ikke noget nyt fænomen. Men teknologien har hidtil ikke været effektiv nok til at kunne skabe et egentlig gennembrud på området.
Nu er landets ypperste ekspertise inden for energikonvertering imidlertid gået sammen med forskere, der har viden inden for både solceller og belysning. Sammen har de udviklet en plug-and-play løsning, der er lige til at sætte ind i en solcellelampe. En lille box med elektronik og batteri høster energi fra lampens solcelle i døgnets lyse timer, lagrer den på batteriet og frigiver den til lampens lyskilde, når det bliver mørkt -uden det store tab af energi, der hidtil er sket i forbindelse med konverteringen af solenergien.
-I øjeblikket er det dyrt at opsætte udendørslamper, da det kræver nedgravning af kabler og tilslutning til ledningsnettet for at kunne sikre dem den nødvendige energi. Fremover vil solcellelamper derfor opleve en øget efterspørgsel. Det skyldes dels, at vores nye elektronik gør det muligt at høste energi selv ved lav lysindstråling, fx på en grå vinterdag, ligesom det bliver meget billigere at etablere belysning, når de store etableringsomkostninger ikke længere er til stede”, forklarer projektleder Peter Behrensdorff Poulsen, DTU.
Lysvirksomheder er begejstrede
I første omgang vil en ny virksomhed ved navn Nordic Firefly sælge to forskellige udgaver af den nye elektronik. En 10 watt’er og en 50 watt’er, der kan anvendes i henholdsvis små og store udendørs solcellelamper. Det er et high-end produkt, som forbrugerne vil møde i lamper og pullerter, der eksempelvis anvendes til belysning på stier i bebyggelser, parker, virksomhedsindkørsler, ved busstopsteder og som uplights, der belyser bygninger nedefra.
-Lysbranchen har traditionelt været forbeholden over for solcellelamper, fordi det har været vanskeligt at få en pålidelig teknik. Men med den nye og effektive elektronik, der kan konvertere og lagre sollyset, vil markedet uden tvivl komme til at boome. Der vil være stor interesse for at sætte lamper op, der skaber deres egen energi helt uafhængigt af forsyningsselskaberne. Det vil nu være muligt at etablere tryghedsskabende lys på steder, hvor der ellers ikke var økonomi til det, fordi det er så dyrt at grave kabler ned, fx ved busstoppesteder udenfor bebyggede områder, i boligforeninger o.l.”, fortæller Morten Lyhne fra Lyhne Design, der bl.a. står bag Københavns nye gadelampe ”Thor”.
-Vi har gennem de sidste 5 år bidraget til DTU’s udvikling af den nye teknik med indsigt fra vores egen virksomhed ud fra en vision om at kunne skabe solcellebelysning til brug på vores breddegrader. De første prototyper af den nye elektronik er netop leveret og vil fremadrettet indgå i vores solcellelamper”, fortsætter han.
Det nye produkt er udviklet på baggrund af flere års forskningsindsats, udført i samarbejde mellem DTU og en række danske virksomheder, der ud over Lyhne Design bl.a. tæller Outsider, AKJ Inventions og Dansk Center for Lys. Produktet er derfor tilpasset de behov og ønsker, som belysningsvirksomhederne har oplevet.
Forskergruppen består af professor Michael Andersen, Arnold Knott og Rasmus Ploug fra DTU Elektro, samt Peter Behrensdorf Poulsen og Sune Thorsteinsson, DTU Fotonik.
Jørgen Kejlberg fra DTUs Afdeling for Innovation og Sektorudvikling fortsætter som leder af Nordic Firefly.