Det er en stærk urban trend. Altaner. Måden hvorpå man få del i det udendørs liv, selv om om man bor i byen eller tæt på byen. Altanen bliver boligens ekstra rum med mere plads til udfoldelse og bedre udsigt. Samtidig kan det tilføre bygningen en ekstra arkitektonisk dimension og tilføre mere værdi – også i kroner og ører. I hvert fald er altaner til såvel nybyggeri som til renovering i god vækst, især i de større byer, hvor de store boligprojekter skyder op.
CSK Stålindustri har været leverandør til en stor del af dansk byggeri med såvel søjler, bjælker, trapper og gitre – men har også i stigende grad leveret altaner.
Virksomheden har således etableret sin egen altanfabrik med dansk produktion på en 7.200 kvm stor fabrik i Thisted.
– Alt hvad vi laver her er skræddersyet til de enkelte byggeprojekter, og altanerne fremstilles og samles her med total aptering parat til at blive leveret og monteret. Altanerne produceres med udnyttelse af den nyeste teknologi og leveres med et design, der passer til stedets dimension, krav og ønsker. De bygges til det danske marked og opfylder alle gældende krav herunder alle de krav, der har med brand, korrosion og bygningsreglementet at gøre, fortæller Steen Bojesen, projektdirektør hos CSK Stålindustri.
Steen Bojesen viser rundt i produktionen, der er meget håndværkspræget, og hvor metalemnerne bukkes til de bunde, hvorpå resten af altanen apteres med bl.a. glasværn og træbelægning. Altanerne laves i mange størrelser afhængig af behov, ligesom altanerne varierer en del i udseende, afhængig af hvilket værn der ønskes anvendt, glas eller stål – eller måske i kombination.
Egen montage
Produktionen er i øjeblikket på 2.500 - 3.000 altaner årligt, og ifølge Steen Bojesen ser ordrebeholdningen for de kommende par år rigtig god ud. Den kundespecifikke produktion indebærer også et meget tæt samarbejde med kunden, hvor der fokuseres på en problemfri levering, bl.a. i kraft af egen montageafdeling.
– Vi har egen montageafdeling til altaner, lastbil med kran og montører, der kommer ud på byggepladsen og monterer. Altanerne læsses indendørs på lukkede trailere og kranes direkte fra de lukkede trailere og op på bygningen. Dette sikrer, at der ikke er skader etc. på altanerne, når de monteres, og disse trailere fungerer til tider som lager, hvis kunden skulle ønske en forskydning af leverancen. Det er med andre ord en systematiseret proces helt ned i detaljen, så det hele kører på skinner og forløber problemfrit helt frem til montagen, fortæller Steen Bojesen.
Foto: Alt hvad vi laver her er skræddersyet til de enkelte byggeprojekter, og altanerne fremstilles og samles her med total aptering, fortæller Steen Bojesen, projektdirektør hos CSK Stålindustri.