Indvielsen med formelle taler, snoreklip og rundvisning var kulminationen på de seneste mange års byggeri – fra det endelige tilsagn om statslig og regional finansiering i 2010 over planlægning og byggeri til det nu færdige resultat.
I løbet af de seneste 9 år er Regionshospitalet Viborg blevet bygget om og udvidet for godt en milliard kroner. Med projektet har hospitalet blandt andet udvidet med nye sengeafsnit og klinikker, ligesom der er bygget ny Patologi, nyt Vestdansk Center for Rygmarvsskade, nyt p-hus – og nu altså også 25.500 kvadratmeter nyt akutcenter, som på mange måder er flagskibet i det samlede byggeri.
- Med det nye akutcenter og 130 års sundhedsfaglig erfaring står Regionshospitalet Viborg i dag stærkt som ét af Region Midtjyllands fem akuthospitaler, der sikrer hurtig og kompetent hjælp til vores akutte patienter, konstaterede regionsrådsformand Anders Kühnau i sin tale til dagens gæster.
Tak til medarbejderne
Hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen benyttede sin tale til at rette en stor tak til de mange medarbejdere, som før, under og efter indflytningen har brugt mange timer og kræfter på at forberede sig til nye arbejdsgange og indflytningen i de nye rammer.
- For patienterne betyder det nye akutcenter endnu bedre rammer om deres undersøgelser og behandling. Det betyder, at vi kan planlægge endnu bedre forløb, hvor patienterne vil opleve at være i centrum og få god behandling hurtigt og effektivt, sagde hospitalsdirektøren.
For projektchef Jeppe Juul Hansen var dagens indvielse samtidig en anledning til at gøre status over den lange vej fra de første ambitiøse visioner til det praktiske byggeri og indflytningen i de nye rammer.
- Tusind tak til jer alle for at tage medansvar og sikre, at vi i dag står med et hospital, som lever op til de behov, I har været med til at definere og beskrive. Det er jer, der har fortalt os, hvordan flotte ord om øget effektivitet, patienten i centrum, samarbejde på tværs og helende arkitektur kan se ud i en hospitalsvirkelighed, lød det blandt andet fra projektchef Jeppe Juul Hansen.
Rundvisning og demonstration af akutbehandling
Efter de officielle taler og det obligatoriske snoreklip fik H.K.H. Kronprinsessen også anledning til at se nærmere på en del af de nye rammer under en guidet rundvisning.
Her fik hun blandt andet mulighed for at tale med en indlagt patient på en af de nye ensengsstuer, ligesom Akutafdelingens personale stod klar til at demonstrere arbejdsgangene i de nye traumestuer, hvor svært tilskadekomne patienter bliver modtaget og undersøgt af tværfaglige teams.
I alt otte af hospitalets afdelinger er allerede flyttet ind i det nye akutcenter, som dermed næsten er taget fuldt i brug.
Fakta om det nye akutcenter
Den nye bygning rummer:
25.500 kvadratmeter
Ny akutafdeling med skadestue, lægevagt, ambulancehal, traumestuer, Akut Røntgen og Skanning og Akutafsnit Børn og Unge
Nye klinikker – blandt andet Mave- og Tarmkirurgisk Klinik og Urinvejskirurgisk Klinik
Ny Dagkirurgi og ny Skopi-klinik
Ny Fysiologisk Klinik
Nye sengeafsnit med ensengsstuer med eget bad og toilet