Betonhistorisk vandreservoir

Tinghøj Vandreservoir, bygget i perioden 1931-35,er Danmarksstørste vandanlæg, beliggende på Vandtårnsvej i Gladsaxe. Det består af 10 vandbeholdere og 20 nedgangstårne og blev fredet i 1999. Begrundelsen for fredningen er de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier i anlægget, hvor de enkelte bygninger har fået hver sit arkitektoniske udtryk med mange fint udtænkte og udførte detaljer. Især de raffinerede nedgangstårne med den elegante sammenstilling af beton, kobber og stål, der har resulteret i det særlige arkitektoniske udtryk – udført af arkitekt Ib Lunding for Stadsarkitektens Direktorat.

Anlægget er placeret på et 10 hektar stort areal, der er indhegnet af et rødmalet stakit. Midt i området hæver de to 3,2 m høj græsklædte plateauer sig med de karakteristiske nedgangstårne, der kan ses fra flere af de tilgrænsede veje. Hvert reservoir kunne rumme 20.000 kubikmeter vand og hvert reservoir har 264 betonsøjler, der bærer overdækningen.

Kubeformede nedgange

Til hvert reservoir findes to nedgange. De er langstrakt kubeformede, støbt i beton med tydelige tværgående fuger, der markerer støbeprocessen. Øverst er en afdækningsplade af kobber. Dørpartiet er også af kobber, indfatningen med afrundede hjørner og selve døren med kraftige naglehoveder. Hvert af de 20 tårne har små cirkulære ruder placeret uregelmæsssigt i betonkappen, der hvert illustrerer et stjernebillede.

Helt tilbage fra 1800tallet skelnede man udtrykkeligt mellem vandbygning og husbygning.  Indtil engang i 1930’erne måtte man ikke bruge beton til husbygning i København, men til gengæld revolutionerede det jo nærmest vores forsyningsstruktur vand, kloaker, havnebyggeri.  Det var jo genialt, at beton kunne hærde under vand, siger arkitekt Grethe Pontoppidan, der beskæftiger sig med bevaringsværdige og historiske betonbyggerier.

I dag står nogle af de gamle højdebeholdere tomme, og det er imponerende at komme ned og se de kæmpestore rum med de fint udformede søjler, som står meget præcise. Og så har de i øvrigt fået en fantastisk farve fra vandet, så man kan se hvor højt vandet er nået. En farve som kun tiden kan give dem – en grund til at passe på den historiske beton, siger Grethe Pontoppidan.

Jernbeton og stjernebilleder

De små nedgangstårne, som er det man ser udefra, er ikke bare smukt udformet med små indstøbte glassten som stjernebilleder men også et eksempel på de nye muligheder for mere fri og organisk formgivning man fik med jernbetonen, fremhæver Grethe Pontoppidan. Det kan ikke vides med sikkerhed, men Grethe Pontoppidan har en formodning om, at anvendelsen af glassten som en slags stjernebilleder skyldes en personlig interesse hos arkitekten Ib Lunding for mytologi og stjernetegn.

Unikke søjler

Dækket over vandreservoiret er udført som et såkaldt paddehattedæk. Altså hvor betonpladen er direkte understøttet på søjler.

-Betondækket bliver derved udsat for nogle store lokale forskydningsspændinger, som ofte resulterer i at søjlerne gennemlokker betondækket. For at forstærke samlingen mellem plade og søjle kan søjlen udstyres med en kapitæl, således at trykket lokalt fordeles over et større areal. Derved øges forskydningsarealet over søjlen og gennemlokningsbæreevnen øges betragteligt. Kapitælen kan være udformet cirkulært (typisk anvendt ved cirkulære søjler) og i dette tilfælde pyramideformet over kvadratiske søjler. Det har været en naturlig og økonomisk måde at øge pladens vederlagsareal på søjlerne, lyder vurderingen fra ingeniørdocent Tommy Johansen fra Byggeri, Miljø og Infrastruktur på DTU.

- Ib Lunding var meget præcis i sin arkitektur og den pyramideformede kapital kunne måske være en halv oktaeger. Det lyder sandsynligt, søjlerne er jo utrolig smukke fordi de står så knivskarpt og præcist, overgangen til loftet er som skåret med en kniv, fremhæver Grethe Pontoppidan og tilføjer:

-For øvrigt er selve beregningen af søjleunderstøttede pladefelter blevet udviklet af danske K. W. Johansen omkring midten af 30`erne, så i givet fald er Ib Lunding jo meget tidligt ude og bruge metoden, pointerer Grethe Pontoppidan.

Tinghøj Vandreservoir er af Innova Concrete udpeget som et af de 100 mest bevaringsværdige betonbyggerier i Europa.

Konstruktion med jernbeton

Jernbetonkonstruktionen med søjler -dæk blev opfundet/udviklet af den schweiziske ingeniør.Robert Maillart(1872-1940). Hanvar en af pionererne inden for brugen af jernbeton, hvis arkitektoniske og konstruktive egenskaber han til stadighed udviklede og raffinerede i retning af det lette og elegante.

Han er især kendt for sine ca. 40 broer i jernbeton, der alle viser hans forkærlighed for modernismens enkle former. Udviklingen af Jernbetonkonstruktioner med søjler-bjælker tilskrives dog den franske ingeniør François Hennebique(842-1921, der var en pioner inden for udviklingen af jernbetonkonstruktioner. Han udviklede metoden med små betonbeholdere støbt med trådnet til brug i bygninger, først med et jernbetondæk i 1879. I 1892 fik han patent på et helt byggesystem, hvori betonbjælker med længdejern og bøjler indgik

Ordforklaring

Oktaeder (flertal: oktaedre) er et polyeder med otte sideflader. Et regulært oktaeder er et platonisk legeme, som består af otte sideflader, af hvilke samtlige er ligesidede trekanter, hvoeraf fire mødes i hvert hjørne.

Kapitæl(latin:capitellum (= ”lille hoved”), dvs. søjlehoved. Betegnelsen bruges om den øverste afslutning på en søjle eller en pille.

Artiklen er bragt i Magasinet Beton, februarudgaven. Tekst: Kim Sejr, foto: Helene Mikkelsen.